Kan barnet selv vælge?
Efter at min mand og jeg gik fra hinanden, lavede vi en samværsaftale der hedder 9 dage hos mig, og 5 dage hos far. Min søn på 10 følger planen, men min datter på 14 nægter at sove hos far. Nogle gange er hun der om dagen, men så kommer hun hjem til mig og sover.
Jeg forsøger blidt at puffe til hende for at hun skal være hos sin far, men jeg vil ikke tvinge hende til det.
Må man selv bestemme hvor man vil bo, når man er 14 år?
Mvh mor
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til datter på 14 år,
Det er dejligt at læse, at du opfordrer din datter til samvær hos sin far, men du skriver intet om, hvorvidt I får talt om, hvorfor hun fravælger at sove der? Er det en mulighed at tale med hende om, hvad der sker i hende og hvad hun ønsker?
Når børn når teenageårene, begynder mange forældre, at ophæve de fastlagte ordninger og lave aftaler fra gang til gang, så aftalerne passer ind i den unges liv. Alle børn og familier er forskellige, og børns behov varierer i forhold til deres alder. Det er derfor ikke muligt at pege på én rigtig løsning, når det gælder, hvor meget barnet skal være sammen med den ene og den anden forælder. Men det gælder generelt for børn i teenageårene, at de gennemgår en naturlig løsrivelsesfase fra forældrene. Derfor kan jeres datters behov for samvær ændre sig. Samtidig har jeres datter også nået en alder, hvor medbestemmelse i forhold til beslutninger om samvær er naturlig. Det er vigtigt, at I som forældre giver jeres datter medbestemmelse. Det kan give anledning til store konflikter, hvis I som forældrene ikke har forståelse for den løsrivelsesfase, jeres datter måske er i gang med. Det allervigtigste er, at I som forældre husker, at aftaler om samvær aldrig må bygge på, hvad der er mest retfærdigt over for jer, eller på om det er synd for den ene eller begge af jer. Aftalen om samvær skal ske ud fra, hvad I tror, er bedst for jeres datter. Jeg håber, at I lander på en god løsning for jeres datter.
Med venlig hilsen
SkilsmisseBrevkassen