Kan jeg tillade mig at flytte?
Jeg: 2 piger (8 og 10 år), bor i Galten i en velfungerende 7/7 ordning – arbejder i Århus
Kæreste: to piger (8 og 6 år), bor i Bjerringbro i en semifungerende 8/6 ordning – arbejder i Ry
Fælles uge med børn, fælles uge uden. Alle kommer rigtig godt ud af det samme.
Kærester i 2 år, kendt hinandens børn i 1.
Vi har på det sidste snakket om mulighederne for at flytte sammen, da vi er enige om, at vi er nået til et punkt i vores forhold. Vi har begge svært ved at forlige os med forestillingen om et COLA forhold, og ønsker ikke at være to familier, der lever hver for sig, uden muligheden for at skabe fælles rammer og en form for samhørighed, der kan blive til mere end bare ”besøgsvenner”.
Samtidig har jeg svært ved at forestille mig, og forlige mig med de konsekvenser det vil have for mine piger, hvis vi skal flytte sammen, da det at flytte samme kun kan gøres ved, at jeg flytter til Bjerringbro. Det vil betyde for mig, at jeg vil få længere på arbejde, samtidig med at det vil betyde, at jeg vil skulle give afkald på tid med mine piger, da jeg er klar over, at det ikke kan fortsætte i en 7/7 ordning. Jeg ved ikke engang om en 9/5 ordning er mulig, da der stadig vil være meget pendlertid involveret for mine piger, og hvor meget kan de klare af dette. De vil dog altid have mulighed for at blive kørt i bil til og fra skole, samt blive kørt til Galten, hvis der er aftaler med veninder eller andet, når de er ved mig.
Men kan jeg tillade mig at flytte sammen med min kæreste, og dermed samtidig indgå en 9/5 eller 10/4 ordning med min ekskone?
Et skifte til Bjerringbro er kun på tale, da min kæreste også bidrager positivt til mine pigers relationer, og hun er en fantastisk ekstravoksen i deres liv. Samtidig nærmer de sig teenageralderen, og derfor måske også trives med flere dage fast ved én forældre og en mere ”fast” base. Som bonus information, så har vi god mulighed for at flytte sammen i små skridt.
Svar fra Børns Vilkår
Kære forældre
Det er godt at læse, at du har gjort dig mange overvejelser inden du tager en beslutning om, enten at flytte sammen med din kæreste eller blive boende. Det er en vanskelig beslutning, blandt andet fordi dine egne behov og dine døtres behov i denne situation muligvis ikke er sammenfaldende.
Dine døtre vil med ret stor sandsynlighed foretrække, at du bliver boende tæt på dem. Børn der har det godt med deres forældre, og trives i den nuværende samværsordning, vil højst sandsynligt gerne have begge forældre tæt på.
Hvis du vælger at flytte, bliver dine døtre muligvis kede af, at der er noget andet du prioriterer højere, end at være sammen med dem. Det er vigtigt at du kan møde dem med forståelse og anerkendelse.
På den måde kan du give dine døtre plads til at udtrykke sig, lyt godt efter hvad de har at sige og mød dem med anerkendelse. De vil med stor sandsynlighed have behov for at blive forsikret om din kærlighed til dem, hvis du flytter.
Hvis du allerede har truffet beslutningen om at flytte sammen med din kæreste, vil jeg anbefale, at du er tydelig overfor dine døtre om, at det handler om hvad der er vigtigt for dig. Dette så de ikke risikerer at sidde tilbage med en følelse af, at ansvaret til dels er deres. Beslutningen og hvad du vægter mest, er i sidste ende din.
På sigt kan flytningen påvirke dine børn positivt forstået på den måde, at hvis din trivsel forbedres, kan det smitte positivt af på dine døtre, men dette kan være svært at forudsige.
Du har ret i, at nogle børn med alderen, trives bedst med at have en mere fast base, hvor de er mest. Vær opmærksom på og tal med dem om, hvor de helst vil være, er det hos dig, eller hos deres mor? Har dine døtre det fint med nuværende ordning? Hvad betyder det for dem at være tæt på skole, venner og eventuelt fritidsaktiviteter? Nogle børn trives således bedst med at være i en 7/7-ordning gennem hele barndommen, mens andre børns behov ændre sig, når de bliver ældre.
Du skriver at du kan tage en flytning i små skridt. Er det muligt for dig at prøve det af for en tid, og se hvordan dine døtre og du selv trives med din flytning?
Det vil også have indflydelse på dine døtres reaktioner og videre trivsel, hvordan deres mor forholder sig til din beslutning. Derfor er det vigtigt at du også deler dine overvejelser med hende.
Således vil jeg anbefale dig at inddrage dine døtre. Dette både ved at du stiller skarpt på hvordan de trives og hvilke behov de har. Som forældre er du en af dem der kender dine piger bedst. Samtidig kan du dele nogle af dine tanker med dem, vær dog opmærksom på deres alder og, at ansvaret for hvad du ender med at beslutte, alene ligger hos dig.
Hvis du inddrager jeres piger, er jeg ret sikker på, at du vil kunne få svar på dit spørgsmål om hvorvidt du kan tillade dig at flytte sammen med din kæreste. Deres trivsel er den bedste rettesnor.
Jeg håber du kan bruge ovestående perspektiver i dine overvejelser, og at I ender med en løsning, som også imødekommer jeres døtres behov.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen