Min datter er et monster….
Min datter opfører sig frygteligt hos mig, men hendes far er en “helt”, hun vil ikke deltage i noget som helst hos mig – lever i sin egen verden med sin tlf. Hun har overbevist sin far om, at det forfærdeligt hos mig. så i en periode var det en 9/4 aftale vi havde trods det, at Stats-forvaltningen har afgjort, at vi har en 7/7. En simpel ting, som at få hende op om morgenen er en kamp – og hvis vi bliver enige om hvad vi skal spise til aften – bliver hun på sit værelse alligevel, og lister ned om natten og spiser…. Hendes far bor sammen med en der har 2 drenge, og de tager heller ikke på fælles ferie…. Ved ikke om hun kan blive ved med at “spille os ud mod hinanden” – for hun har ofte kontakt med hendes far mens hun er hos mig, men hun har aldrig kontakt med mig, når hun er hos sin far…. Ved ikke, om jeg skal en tur i statsamtet igen, for at få ridset reglerne op for skilsmisse-forældre…. – Både hendes far og jeg har sklerose, og de har været til psykolog – men jeg fik at vide, at jeg ikke måtte komme med, trods det, at det kun er hos mig, at hun er utilfreds ?? – jeg ved ikke om det mest er hendes far der sætter ideer i hendes hoved…..
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til pige, der ikke trives.
Jeg sagtens forstå, det må være svært, når du oplever, at din datter udtrykker stor utilfredshed med dig. Og der er ikke noget at sige til, hvis du føler dig magtesløs efter at have gjort alt, hvad du kunne for at få jeres hverdag til at fungere i jeres skilte familie.
Alligevel er jeg nødt til at sige til dig, at ingen børn er monstre. Og at det kun fastholder børn i uheldige adfærdsmønstre, hvis de bliver opfattet som monstre af deres nærmeste omsorgspersoner.
Børn kan opføre sig på en måde, som gør det svært at nå dem. Men når børn reagerer på en ikke-hensigtsmæssig måde, så er der en rigtig god grund. En ting er sikkert: Det er en måde at bede om hjælp på, når barnet ikke trives.
Og jeres datter har brug for hjælp. Det er derfor vigtigt, at I som forældre får lagt jeres uenigheder til side og bliver enige om, hvordan I taler om hinanden og hvilke aftaler, der skal være i forhold til jeres datter – aftaler, I begge skal være loyale overfor. Hvis I som forældre er gået skævt af hinanden, må I finde tilbage til hinanden igen, selvom det ikke altid er nemt. Her kan det være en god idé at få hjælp af en neutral person – en person, som har en faglig indsigt i børns behov i forbindelse med en skilsmisse. Og I kommer nok begge til at sluge nogle kameler, hvis det skal lykkes.
Nogle kommuner har tilbud om rådgivning i forbindelse med skilsmisse, så tjek din kommunes website. En anden mulighed er at bede om rådgivning i Statsforvaltningen eller det kommende Familieretshus.
Jeg håber, du og din datter finder hinanden igen – det kræver en særlig indsats fra din side som den voksne. Men din datter har brug for dig og den relation, I har.
Held og lykke med det.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen.