Min ekskone og jeg har sammen vores søn på 3 1/2 år.
Vi gik fra hinanden kort før min eks fødte vores søn. Dog har vi boet meget tæt på hinanden, hvilke gjorde vi begge var meget i hinanden hjem – og en tydelig del af hinandens verdner.
For et år siden flyttede min ekskone og vores fælles barn desværre 1 1/2 time væk. Dette resulterede og meget mindre samvær. Siden har vores søn i perioder nægtet, nærmest blevet sur, når man nævnte den anden forældre fx “nej hvor hyggeligt, er det hjemme hos mor Rikke du har gjort det?”…Han afviser desuden, at ville ringe til mig eller snakke når jeg ringer (måske prøves der én gang om ugen).
Jeg henter ham i bh’en og ved samværets ophør henter bopælsforældren (eksen) Hun kommer med ind og leger, snakker og får en kop kaffe. Dog er min store bekymring, at han føler han lever i to verdener.
Hvordan sikre man bedst det ikke sker? Eller i det mindste minimerer følelsen?
Kære far til søn på 3½ år.
Det er godt at høre, at I som forældre kan finde ud af at samarbejde om jeres fælles søn. Det betyder rigtig meget for børn, når mor og far kan være sammen i hinandens hjem og tale sammen om stort og småt.
Det at bo tæt på hinanden gør hverdagen mere fleksibel, og det bliver nemmere for barnet at bevæge sig mellem de to hjem.
Du beskriver, at din ex kone for et år siden valgte at flytte 1 ½ times transport væk. Det har der sikkert været nogle gode grunde til, men det betyder, at jeres dreng skal vænne sig til, at han ikke ser dig så meget, som han har gjort. Og noget kunne tyde på, han har det svært med det. Måske savner dig så meget, at han lukker af i forhold til dig, når han er hos sin mor.
Han er 3½ år og har derfor svært ved at formulere, hvad der er svært. I stedet viser han, at noget ikke er, som det skal være, ved at virke ”sur” og ved at afvise at ringe dig op.
Da der nu er gået et helt år siden flytningen og det virker, som om din dreng ikke trives med jeres ordning, vil jeg anbefale, I snakker sammen om, hvor vidt I kunne foretage ændringer i hverdagen, der kunne hjælpe ham til at trives bedre.
Kunne du besøge din ekskone og din søn et par gange i løbet af den tid, du ikke har ham?
Og kunne din eks kone og din søn komme på besøg hos dig?
Du skriver ikke noget om, hvordan børnehaven oplever hans trivsel. Jeg vil anbefale, at du og din ex kone beder om et møde for at høre, hvordan jeres dreng fungerer der, så I får et samlet billede.
Det er vigtigt, at I begge tager hans reaktioner alvorligt, og at I sammen får tilpasset hans dagligdag, så han igen trives.
Jeg håber for jer alle tre, at det lykkes.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen.