Min søn og svigerdatter kan ikke blive enige om skilsmisse
Har I en ide om hvordan jeg kan hjælpe min søn og svigerdatter og mine børnebørn?
De unge har gået i parterapi i mere end to år, og allerede da de begyndte ringede han grædende og sagde at hvis ikke tingene ændrede sig i deres forhold, var de ikke gift om et år.
Vi har jo ikke hele billedet, men det vi hører fra ham, flår i vores hjerter!
Det hører med til billedet at vores svigerdatter er psykisk sårbar og ekstrovert – hun elsker sit deltidsarbejde, hvor hun bruger mere tid end de timer hun er ansat til. Den sårbarhed betyder blandt andet at det er svært for hende at tage store beslutninger – det vil hun helst have at han gør.
Han har en ven han kan bo hos hver anden ugen mens hun har børnene (så tæt på at de stadig kan hjælpes ad med at hente og bringe mm.) – men når det så er “hans uge” har hun kun sine forældre at flytte ind hos, og det gør hun ikke.
Så enten er hun alene med børnene, med hjælp fra sine forældre og ham, eller også bor de i huset begge to, i en atmosfære af konflikt og tavshed som ikke er godt for nogen.
Vi synes vi kan mærke at børnene reagerer mere og mere på den utrygge atsomsfære i hjemmene. De sdkal selvfølgelig have lov at reagere på konflikter, men de bliver værre og værre.
Den ældste på snart 6 reagerer indad, bliver indadvendt og bange for alt muligt.
Den yngste på 4 reagerer udad – bliver voldsomt hidsig og kan ikke styre sit temperament.
Så her står vi – så langt væk at vi ikke kan hjælpe i hverdagen, og dybt ulykkelige over hvad vores dreng byder sig selv og sine børn – og dermed hende, for hun er jo heller ikke glad.
Har I et råd til hvor han kan bede om hjælp og vejledning?
Ud over hos os, som jo er parter i hele sagen.
Svar fra Børns Vilkår
Kære farmor
Det er svært at se sin søn, børnebørn og deres mor have det så vanskeligt. Som forældre og bedsteforældre kan der være mange følelser i klemme.
Du skriver ikke, om du har talt med din søn om, hvordan han oplever sin familie. Hvis han er åben for det, kan I muligvis have glæde af en god snak om, hvordan hans børn trives. Måske er der ting I bedsteforældre ikke ved, måske er der reaktioner fra børnene, jeres søn ikke har været opmærksom på. Det er en svær snak, og vigtigt er det, at samtalen tager udgangspunkt i kærligheden og omsorgen I har for børnene og for jeres søn.
Det fremgår ikke af dit brev, om det fungerer bedre for børnene den uge begge forældre ikke er i hjemmet samtidigt, men hvis det er tilfældet, bør forældrene hurtigst muligt finde en løsning således, at børnene er sammen med en forælder ad gangen. Begge forældre er ansvarlige for at finde en løsning med udgangspunkt i hvad der er bedst for børnene. I er måske bekymrede for hvad det kan have af konsekvenser for jeres relation til jeres søn og børnebørn, hvis I deler jeres bekymringer. Men som du selv gør opmærksom på, er der ingen der er tjent med den aktuelle situation, mindst af alt børnene, som I oplever har nogle bekymrende reaktionsmønstre. I kan sandsynligvis gøre en stor forskel, hvis ikke nu, så på sigt, hvis det er muligt at snakke med jeres søn om ovenstående på en ydmyg og respektfuld måde, hvor I giver udtryk for hvor meget I holder af dem og gerne vil støtte dem så godt I kan.
Som forældre og bedsteforældre til børnene, kan I stå som en kærlig støtte på sidelinjen og være der for dem. Måske kan I ikke være der i hverdagene, men weekender og ferier kan også være en god hjælp.
Din søn har også mulighed for at få råd og vejledning af kommunen og i Familieretshuset.
Måske kan I også have glæde af at tale med Børns Vilkårs Forældretelefon på tlf. nr. 35555557. Der sidder kompetente folk klar til at drøfte situationen med jer anonymt. Dette tilbud kan jeres søn også benytte sig af.
Til slut vil jeg oplyse jer om, at når man er bekymret for et barn har man pligt til at underrette kommunen. Det er et vanskeligt skridt, men kan være nødvendigt.
Jeg håber dette svar kan hjælpe jer, jeres søn og hans familie til at få skabt nogle gode aftaler til gavn for børnene.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen