Min svigersøn chikanerer
Min ex.-svigersøn kører pludselig en chikane mod min datter. Dette går ud over børnene.
Det startede da min datter fik ny kæreste. Så ville han ikke betale børnepenge. Tabte sag. Så ønskede han at børnene skulle bo hos ham. Tabte både på amt/retten. Så tilbageholdt han sin datter (12 år). Tabte i skifteretten.
Nu får han familie/venner til at lave underretning om min datter. Han er meget veltalende/manipulerende. Hun er ved at gå fuldstændig ned. Hvad gør hun? Hvordan stoppes denne chikane?
Mormor
Kontakt myndighederne - og overvej en bisidder
Kære mormor
Hvor lyder det hårdt for alle parter at være i. Ud fra din beskrivelse lyder det også som om far desværre kan have mange følelser i klemme. Hans måde at håndtere det på vil desværre gå ud over hans datter - og det
er bekymrende.
På trods af at I oplever, at det er en del af fars chikane at der underrettes, så kan det måske alligevel være en god ide at de sociale myndigheder involveres, fordi det lyder til at hele familien og jeres barnebarn har brug for støtte i denne situation.
Det betyder dog også, at de sociale myndigheder skal kunne gennemskue, hvad der er op og ned i sager som disse, hvor det typisk flyver med påstande i luften. Det kan være svært, og der er derfor ofte behov for en grundig undersøgelse af familiens forhold.
Jeg vil anbefale jer, som bedsteforældre, også at underrette de sociale myndigheder, som hjælp for dem til at kunne stykke et samlet billede af familien og problemstillingerne sammen. Det er på baggrund af en samlet vurdering, at kommunen skal finde ud af, hvilken hjælp familien skal/kan tilbydes.
Kommunen er forpligtet til at hjælpe jeres barnebarn, når hun har behov for støtte, hvis konfliktniveauet mellem hendes forældre bringer hendes trivsel og udvikling i fare. Det er nemlig psykisk omsorgssvigt.
Hvis kommunen starter en børnefaglig undersøgelse, så skal de også tale med jeres barnebarn. Det er lovpligtigt for dem. Som led i den samtale har hun ret til at have en bisidder med. Vi kan tilbyde, at en professionel bisidder her fra Børns Vilkår kan støtte hende.
En bisidder fra Børns Vilkår er en neutral voksen, som mødes med hende forinden. Bisidderen hjælper med at forklare hende, hvad der sker i en kommune og vil støtte hende undervejs i at få bragt hendes perspektiv på situationen frem i samtalen med kommunen.
Det kan ofte være en god hjælp til børn, der føler sig klemt i forældrenes konflikter, at have en helt neutral professionel voksen med at støtte sig til, da f.eks. hensynet til forældrene, loyalitetskonflikt, ambivalens og for nogle børn - også frygt kan fylde meget i dem.
I er velkomne til at ringe til vores bisidderafdeling og høre mere om denne mulighed på tlf. 35 55 55 59 eller læse mere om en bisidder her: bornsvilkar.dk/radgivning/bisidning/bisidning
Chikane kan være svært at stoppe, og det kræver at myndighederne kan gennemskue, hvad der er på spil, således at de kan være med til at sætte nogle rammer, som beskytter børnene.
Mange hilsner
SkilsmisseBrevkassen.