Mine børn bliver udsat for psykisk vold oppe ved deres far
Jeg er en meget fortvivlet mor der ikke aner sit levende råd. I vinterferien ringede min søn omkring midnatstid og spurgte om han måtte komme herhjem og sove, da hans far havde råbt og skrevet, at han skulle skride ad helvede til (han stod mere eller mindre på gaden uden noget som helst andet end sin mobil). Vi får ham hentet og han er rystet over sin fars måde at behandle ham på og siger med egne ord: “far er jo syg, han er syg i hovedet”. Næste dag kommer der pludselig en masse frygtelige sandheder på bordet omkring blandt andet stoffer der ligger linet op, en aggressiv far, at min søn ikke tør drikke væske efter et bestemt tidsrum, da han så skal tisse, hvilket faren synes larmer. Min datter henter vi om søndagen og hun fortæller omkring episoden med hendes storebror der blev “smidt på gaden” og kan ligeså fortælle hvor bange hun havde været for sin far, da han mere eller mindre var gået amok på hende. Hun fortælle hvordan han hele weekenden har råbt af dem begge, at de er samfundstaber der aldrig bliver til noget. Hun fortæller om, hvordan han aggressivt har sparket til hendes ting og hvordan han har smadret hænder i væggen. Jeg som mor er dybt bekymret og set hvordan de er fanget i hans narcissistiske spind – de tør slet ikke at sige fra overfor deres far til trods for, at begge har ytret, at de ikke ønsker at være der, andet end nogle timer og så sove herhjemme. Jeg søger desperat råd og vejledning og aner ikke om jeg skal tage valget for dem og sige, at sådan bliver det fremadrettet. Jeg er bange for deres sikkerhed. Mvh. En desperat og bekymret mor.
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til to børn på 12-16 år,
Det lyder som en meget voldsom episode dine børn har haft i vinterferien hos deres far. Det er godt du reagerer, da det ikke er sundt for børn at blive smidt ud af egne forældre, at blive råbt ad eller være bange for egne forældre. Og når de begge siger, at de fremover ønsker samvær med deres far nogle timer ad gangen uden overnatning, så tænker jeg, at du skal støtte dem i det.
Du fortæller ikke hvilken samværsordning I har, og hvordan I er kommet frem til den. Så hvis den skal ændres, kan du enten tage fat i børnenes far – hvis I har indgået en privat aftale, eller i Familieretshuset og bede om at få ændret aftalerne. I Familieretshuset vil I som forældre blive indkaldt til en samtale og børnene vil ligeledes blive hørt. Børnene har mulighed for at få en bisidder med fra Børns Vilkår, som kan støtte børnene i at sige det højt, som de ønsker.
Når man er bekymret for at barn eller en ung, er man forpligtet til at underrette kommunen om situationen. Herefter vil kommunen vurdere, om der er behov for støtte og hvilken form for støtte barnet / den unge har brug for. Det kan godt lyde lidt voldsomt og konfliktoptrappende at underrette om dine børns fars handlinger. Men en underretning er et udtryk for omsorg og bekymring. Og ud fra det du beskriver, så tænker jeg, at der er grund til bekymring, særligt når du beskriver, at du er bange for deres sikkerhed.
Du skal være opmærksom på, at det er følsomt for børn at tale negativt om deres forældre, trods en masse råben er der ofte stor kærlighed og et ønske om et sundt og godt forhold til forældrene. Børn bliver meget ofte ramt hårdt på deres følelser, hvis andre end de selv, siger noget ufordelagtigt om deres forældre. Derfor skal du være opmærksom på, at støtte dine børn i deres følelser på en måde, hvor de bliver bekræftet i, at de ikke er blevet behandlet godt, men samtidig uden at du taler i negative vendinger om deres far. Som menneske og far, kan han have mange kvaliteter, men når hans handlinger består i at råbe og tale nedladende til sine børn, så er det ikke i orden og det kan du godt bekræfte dine børn i.
Jeg håber, at du finder en vej til at hjælpe dine børn ud af en svær og bekymrende situation. Såfremt du har brug for yderligere rådgivning, inden du beslutter dig for, hvilken vej du vil gå, kan du også ringe til vores ForældreTelefon.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen