Mor og far skal ikke bo sammen mere
Hej
Efter længere tids problemer, flytter jeg fra min kæreste som jeg har en datter med på 5 år.
Hun er meget mor syg og vant til mig, da far har arbejdet ude, men hjemme nu.
Hvordan fortælle vi hende det bedst, at hun nu ikke skal til at se mor hver dag og mor og far skal bo hver for sig.
Hun er en meget følsom, eftertænksom og klog pige.
Hvilke ord skal vi bruge, for at hun forstår det.
Far agter at vi skal kører en 7/7 ordning.
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til datter på 5 år,
Det er udfordrende at skulle fortælle børn om så store livsforandringer, hvorfor det er godt, at du er opmærksom på, hvordan I skal formidle det til hende på en måde, så hun kan forstå og fordøje det.
Jeg kan ikke fortælle jer præcis hvilke ord I skal bruge, når I fortæller hende det, da jeg ikke kender jeres grunde til at gå fra hinanden. Jeg kan dog give jer nogle pejlemærker, som I kan benytte, når I sammen skal fortælle hende, at I ikke skal blive sammen.
Som udgangspunkt er det godt for jeres datter, hvis I begge to kan være tilstede, når I fortæller hende det. Vel og mærke hvis I kan samarbejde og være sammen uden konflikter. Hvis der er mange frustrationer og et højt konfliktniveau, kan det være bedre, at en af jer fortæller hende det, men I skal under alle omstændigheder afstemme, hvad I fortæller til hende, således at historierne er enslydende. Hun skal kun have én forklaring.
I skal fortælle hende meget kort og præcist, hvorfor I har valgt at gå fra hinanden, I skal være konkrete og ærlige omkring årsagen. I skal kun forklare hende årsagen i grove træk, da det på ingen måder er brugbart for hende, at høre fx bebrejdelser eller grim tale om en af sine forældre.
Da hun kun er 5 år gammel, skal I sørge for at gøre forklaringen meget enkel, og I skal være klar til at gentage forklaringen mange gange. Det er derfor også vigtigt, at I sammen får afstemt hvad I skal sige, inden I fortæller hende det. I kan evt. prøve at præsentere jeres fortælling ved at sige den højt til hinanden, eller finde en tredje part der kan sætte sig i jeres datters sted, og lytte til det I siger med hendes ører.
Det er også vigtigt, at I fortæller hende, at det ikke er hverken hendes skyld eller hendes ansvar at sørge for, at jeres nye måder at leve på bliver godt. I skal forsikre hende om, at I kan finde gode løsninger, der er gode for hende, og at I begge vil være der for hende, selvom I ikke skal bo sammen mere.
Jeg vil anbefale, at I hurtigst muligt finder en god løsning, som I begge kan acceptere ift. samvær og bopæl, da det vil være godt, at I kan fortælle hende om hvordan hendes hverdag kommer til at se ud, når I flytter hver for sig. Hvis I ikke kan blive enige, kan I anmode Familieretshuset om hjælp til at finde en ordning, som er bedst for jeres datter.
Når I har givet hende en kort og konkret forklaring, er det vigtigt, at I giver hende lov til at reagere, – hvordan hun end reagerer, så giv det god plads. Hvis hun kommer med mange spørgsmål, som I ikke kan svare på, er det langt bedre, at I ærligt siger ”det ved vi ikke endnu, og det skal mor og far nok finde ud af”. Det er langt bedre at svare kort og ærligt, end komme med lange svævende svar, der kan skabe unødig meget usikkerhed hos hende. Du skriver, at hun er følsom, eftertænksom og en klog pige. Det kan derfor også være, at hun ikke reagerer på jeres forklaring lige efter, I har sagt det til hende. Giv hende tid og plads til at føle og tænke, og husk det er jer der skal følge op på og komme til hende. I skal ikke vente på, at hun kommer til jer for at få trøst eller lign.
Jeg håber du kan bruge dette svar, til at få formuleret en fælles forklaring til jeres datter.
Der er flere gode råd at hente i Børns Vilkårs skilsmisseguide, som ligger på hjemmesiden. Her kan du også finde gode råd fra vores børnepanel. Jeg vil anbefale, at I forældre ser på guiden sammen, da der er meget god viden at hente.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen