Økonomi ved separation
Mine børns far og jeg er gået fra hinanden. Vi er begge interesseret i, at jeg kan blive boende i vores hus med børnene. Hvis min ex-mand stadig bidrager til husholdning/udgifter, er jeg så slet ikke berettiget til noget andet tilskud (fra kommunen eller lign.)?
Jeg prøver at få overblik over, om det er økonomisk muligt for os at blive i huset.
På forhånd tak
SVAR FRA BØRNS VILKÅR
Kære mor
Tak for dit brev. Økonomien i forbindelse med en skilsmisse fylder naturligvis meget, og måske særligt i jeres situation. Det lyder til, at I har et fint samarbejde. Og det er godt for jeres børn.
Du spørger om muligheden for økonomisk tilskud fra kommunen. Det er et lidt komplekst spørgsmål, da det afhænger af jeres økonomi i øvrigt. Hvad er din indkomst? Hvor mange og hvor gamle er jeres børn? Bidrager din mand ud over det fastsatte beløb? Hvorvidt og hvordan matcher den nuværende bolig din økonomiske formåen nu og på længere sigt? Osv.
Både børnepenge og tilskud til betaling af daginstitution afhænger bl.a. af din indkomst. Derfor vil vores forslag være, at I gennem et samarbejde med banken får lavet et budget og ud fra det, vurderer dine muligheder for at blive boende i huset.
Vi ønsker jer det bedste og håber at I finder en god løsning.
De bedste hilsner fra
Skilsmissebrevkassen