skiftedag for børnene ved skilsmisse
Vi har haft skiftedag i ca. 6 år fra mor til far, som finder sted fra tirsdag eftermiddag til mandag morgen. Det er en 6-8 aftale. Det har fungeret fint, som betyder at weekenden bruges sammen til at afslapning og opsamling efter en lang skoleuge. Nu vil den ene part i stedet havde ændret skiftedagen startende fra fredag, fordi denne forældre synes det passer bedst. Hvordan skal man håndtere det, når det andet har fungeret så fint så længe?
Svar fra Børns Vilkår
Kære forælder med børn på 9-12 år,
I første omgang er det godt at forholde sig nysgerrigt til de forskellige grunde, der kan være omkring et ønske om at ændre på samværet. Det allervigtigste er, at se på hvilken ordning der giver jeres børn de bedste udviklingsbetingelser. Børnenes trivsel skal være jeres rettesnor, og ikke hvad der er mest retfærdigt for jer som forældre.
Jeres nuværende ordning har eksisteret i 6 år, og det kan sagtens være, at en ændring vil være gavnlig fore jeres børn, også selvom det har fungeret rigtig godt. Det mest væsentlige er, at I begge er klar til at se på hvilken ordning der gavner børnene, og det kan jo godt betyde, at der skal ske ændringer.
Det bedste vil være, hvis I er i stand til at indgå i en dialog sammen omkring en mulig ændring. Ved en sådan drøftelse kan I også tale om, hvordan I bedst inddrager jeres børn i denne snak,- ikke for at lade dem tage den endelige beslutning, men for at give jer indblik i deres behov og være sikker på, at I foretager et valg, der giver dem de bedste udviklingsbetingelser og skaber trivsel i deres hverdag.
Hvis I ikke kan gå i dialog om mulige ændringer, kan I prøve at inddrage jeres netværk. Det kan ofte være en hjælp, at tale med en uvildig omkring de beslutninger, I skal tage. Derudover er der mange skilsmissefamilier, der har erfaringer, de kan dele ud af, og det er ofte godt at lufte mulige løsninger med andre. Hvis dette ikke er en mulighed for jer, eller I tænker, at det blot skaber mere forvirring end klarsyn, så kan I vælge at inddrage Familieretshuset. De kan hjælpe jer med at finde den bedste løsning, som har fokus på jeres børns trivsel og hverdag.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen