Skilles uden planer
Vi er blevet enige om, at vi ikke er gode som mand og kone mere. Vi er enige om, at vi vil børnene det bedste – og der er ikke uvenskab imellem os. Vi er rigtig gode venner.
Vi bor i hus, og økonomisk vil ingen af os have råd til at bo i det uden den anden.
Og målet er at få huset solgt pg fortsætte hver for sig.
Men vi har ikke travlt… vi har ikke behov for nye kærester- og overvejer at blive boende sammen, indtil det rigtige åbenbarer sig.
Vi har længe ikke været i et kærestelignende forhold, så ikke meget vil ændre sig. Børnene er 13 og 16, og derfor vil vi fortælle dem om beslutningen. Er det dumt?? Vi er bange for ar de måske finder ud af det på anden vis, da det selvfølgelig er noget vi ikke kan holde hemmeligt over for alle.
Er det fordel eller ulempe, når børnene er så store, at fortælle at mor og far ikke er kærester mere – Men rigtig gode venner. At vi indtil videre bliver boende. Der vil sikkert være spørgsmål som vi ikke er klar over svaret på – Men vi er rygende enige om, at vi ikke skal presse 7/7 ordninger ned over hovedet på børnene – og uanset hvad, vil børnenes perspektiver være der der tages hensyn til.
Er vi helt naive???
SVAR FRA BØRNS VILKÅR
Kære begge,
Det lyder som om I har overvejet beslutningen længe og grundigt – det er fornuftigt. Det lyder også som om I har gjort jer mange overvejelser om, hvordan I på bedst mulige måde kan støtte jeres børn i at komme godt igennem den kommende tid. Det er super godt – deres behov kan hurtigt drukne lidt i alt det andet, der også fylder.
Jeres ide med at blive boende sammen kan være rigtig god og sikre en tryg og stabil ramme omkring jeres børn. Hvis der virkelig alene er et godt og tæt venskab tilbage af jeres ægteskab, så kan det måske også fungere, men min anbefaling vil være, at I laver nogle ret præcise aftaler om, hvordan jeres ’kollegie’ skal fungere; hvordan fx med økonomi ift indkøb mm., når I ikke længere er et par, hvordan hvis én af jer begynder at date eller får en kæreste – må man tage daten/kæresten med hjem i huset? Bare for at nævne et par af de ting, der kan være gode at have drøftet igennem. Og med den alder jeres børn har, så bliver de jo også en del af det bofællesskab, så nogle af drøftelserne skal de inddrages i og vil sikkert have en holdning til.
Jeres børn er jo ikke helt små længere og jeg synes I skal fortælle dem helt ærligt, hvordan situationen er og hvad jeres planer er lige nu. Udelad alle detaljer om, hvorfor jeres samliv ændrer sig, men svar hvis de spørger og forbered jer på, at det kommer til at være noget de bliver kede af – uanset at I tænker at alt jo er det samme. Som barn vil man gerne have at ens forældre holder sammen til deres dages ende – uanset hvor gode de er til ikke at være det.
Held og lykke med det hele.
De bedste hilsner fra Skilsmissebrevkassen.