Skilsmisse
Hej , jeg vil gerne skilles fra min mand . Vi har tre drenge de to store er flyttet hjemmefra og yngste på 16 er på efterskole . Er det bedst at vente med at flytte fra hinanden til efterskole opholdet er slut ? Er der gode råd til hvordan vi griber det anden hvis det bliver aktuelt mig i efterskole opholdet . Vores hus skal sælges først .
Bh Mor til 3 😃
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til 3 børn,
Hvor er det fint, at du gerne vil gøre det bedste for jeres drenge i forbindelse med skilsmissen og du er opmærksom på jeres yngste søn på efterskole.
Som udgangspunkt vil ærlighed overfor jeres børn, der har den alder, være det bedste. Jeres børn vil formentlig kunne mærke, at der er noget galt, når de er hjemme på besøg eller taler med jer. De vil undre sig og måske påtage sig noget skyld og ansvar i deres forsøg på at finde mening med jeres adfærd. -Og måske det er en overraskelse for dem, at I skal skilles. Men uanset om de har en fornemmelse eller ej, vil jeg anbefale jer, at være ærlige overfor jeres børn.
Det er vigtigt, når I fortæller om skilsmissen – og i mange samtaler omkring det fremover, gør jeres børn opmærksom på, at det er jer som forældre, der har valgt skilsmissen. Det er jeres valg og jeres ansvar at ægteskabet er kommet til en ende. Det er vigtigt, fordi jeres yngste søn kan føle skyld og ansvar, fordi han ikke er hjemme til at holde sammen på familien. Giv ham mest mulig ro til at nyde efterskoleopholdet, og vær samtidig åben om situationen. Giv ham plads til at reagere og stille spørgsmål til jeres beslutning og forsikre ham om, at I begge vil være der for ham, selvom I ikke længere skal bo sammen
I skal flytte fra hinanden, på det tidspunkt, hvor det er bedst muligt for jer som voksne at bevare den gode relation. For nogle er det godt at komme væk fra hinanden meget hurtigt, mens andre har brug for et langt farvel, før de flytter hver for sig. Børn – små, store og helt store har allermest brug for, at forældre kan bevare den gensidige respekt. For børn er det værste ved skilsmisser ofte forældrenes manglende respekt for hinanden. Det at forældre taler grimt til og om hinanden, er at sætte børn i en urimelig klemme, som de ikke selv har valgt.
Jeg håber I finder nogle gode løsninger.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen