Skilsmisse
Hej, vi er et forældrepar der desværre skal skilles. Vi har 2 dejlige børn på 10 og 6. Vi søger jeres råd om hvordan og hvornår vi skal fortælle vores børn om vores skilsmisse.
Vi bor i udlandet og har besluttet at vi bliver her i endnu et år hvorefter vi splitter op og den ene af os flytter tilbage til Danmark med børnene mens den anden forbliver i udlandet. Far som bliver boende i udlandet rejser meget og vil derfor ikke være der så meget det næste år inden vi flytter tilbage til Danmark.
Vi er meget i tvivl om hvornår vi skal fortælle vores børn om vores skilsmisse og deres flytning til Danmark. Er det godt at sige det nu hvor de er i deres vante rammer eller skal vi vente til vi skal til at rejse? Vi håber meget I kan guide os her.
Ligeledes er vi også meget i tvivl om hvordan vi skal fortælle det?
Vi håber meget på at I kan hjælpe os igennem denne svære situation.
Mvh.
Svar fra Børns Vilkår
Kære forældre til børn på 6 og 10 år,
Det er altid en udfordring at finde det gode tidspunkt at fortælle sine børn om så svær en beslutning. Det er derfor rigtig godt at læse, at I gør jer overvejelser både ift. hvornår og hvordan det skal siges. Det perfekte tidspunkt findes desværre ikke, men jeg kan give jer nogen pejlemærker, som I forhåbentlig kan læne jer op ad.
Jeg kan læse, at I først flytter fra hinanden om 1 år. Såfremt I har et fredeligt samliv, vil jeg anbefale, at I venter med at fortælle børnene om skilsmissen, indtil I nærmer jer bruddet. Det vil umiddelbart være alt for smerteligt for børnene at gå med denne information om skilsmisse i et helt år. Det kan skabe unødige bekymringer hos dem, som vil kunne forstyrre alt for meget i deres dagligdag. Jeg vil derfor anbefale, at I venter med at fortælle børnene om det, til I nærmer jer tiden, hvor I skal flytte tilbage til Danmark. I kan jo sagtens allerede nu fortælle dem, at I skal flytte til Danmark om et år, uden at fortælle, at I skal skilles.
En forudsætning for at vente med at fortælle dem om skilsmissen vil være, at I er i stand til at opretholde et almindeligt hverdagsliv hvor tankerne om skilsmissen ikke fylder noget særligt hos jer. Såfremt beslutningen om skilsmissen fylder meget hos jer og fx betyder, at der er mange spændinger i luften, så kan det være en god beslutning, at I allerede nu fortæller dem hvad der egentlig foregår. De fleste børn kan udmærket godt fornemme dårlig stemning i deres hjem, og hvis de ikke får en meningsfuld forklaring på forældrenes adfærd, vil mange børn ofte spørge sig selv, om de er skyld i den dårlige stemning.
Når I skal fortælle dem om jeres beslutning, er det godt hvis I kan sige det, mens I sidder sammen. I skal finde et tidspunkt, hvor der er ro og overskud til at børnene kan høre, reagere og efterfølgende blive lyttet til og trøstet. I skal kunne rumme deres reaktioner, som ikke nødvendigvis kommer lige efter, at de har fået informationerne. Når I skal fortælle om skilsmissen, er det ligeledes godt, at I finder en kort og præcis forklaring på, hvorfor I ikke kan blive sammen. Børnene har ingen interesse i at høre lange detaljerede forklaringer på, hvad der gør, at I ikke kan blive sammen. I skal finde forklaringer, der betyder, at børnene ikke bliver sat i en position, hvor de ender med at skulle alliere sig med en af jer. De skal have lov til at holde af jer begge. I skal forblive meget konkrete og fortælle dem, at det er jer som voksne der bærer ansvaret for beslutningen, og fortælle dem, at I vil være i stand til at sørge for, at I får skabt nye gode hverdagsliv, hvor børnene bliver ved med at have kontakt til jer begge.
Hvis I ikke er i stand til at være der samtidig, når børnene skal have at vide, at I skal skilles, så skal I som minimum være enige om, hvilken fortælling I giver børnene, for at undgå at de ellers bliver forvirrede. I kan godt forvente, at de vil spørge ind til jeres beslutning mange gange efterfølgende, så jo mere klar og enslydende jeres fortælling er, jo større ro vil det give børnene. I skal samtidig give børnene plads til at tale om det og lytte til det, der fylder for dem. De skal vide, at deres mor og far stadig er der for dem, selvom de ikke længere skal leve sammen.
Jeg håber, at dette var en hjælp til jeres kommende samtale med jeres børn.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen