Skilsmisse med to små børn
Kære Skilsmisserådgivning.
Min mand og jeg skal skilles. Vi har to børn en dreng på 2 og en pige på 5 år. jeg er meget i tvivl om hvordan vi skal lave en deleordning. Min mand har altid været meget væk hjemmefra, da han arbejder rigtig meget, og generelt er meget væk fra hjemmet (dette er en af grundene til at vores ægteskab ikke fungerede). Jeg putter fx børnene hver nat, og har gjort det siden vores søn blev født. Begge børn er meget knyttede til mig pga jeg har været primærperson for dem. Min mand ønsker at dele dem halv/halv, hvor vi har halvdelen af ugen hver. (ikke en 7/7 ordning). Jeg er meget usikker på om det er godt for børnene med en halv/halv ordning, da de er ret små. Derudover har jeg svært ved at se hvordan min mand skal få tid til at have dem så længe, da han har rigtig mange aftaler og arbejde som det er nu.
Jeg vil spørge om I har nogle anbefalinger for hvordan man bedst deler børn i i mine børns alder?
Udover dette har vi svært ved at finde en boligløsning, da jeg ikke har økonomi til at få en anden andelslejlighed, og det bliver svært for mig at komme ind i en almen boligforening. Min mand ønsker, at jeg bliver i vores lejlighed, men han mener ikke, at det er realistisk at han flytter ud før om 1/2 år. Jeg er ikke sikker på hvornår han vil undersøge hand muligheder for at flytte. Det er svært at sige noget til børnene og få styr på situationen når vi stadig bor sammen.
Anbefaler i noget mht. bolig når man skal skilles, og hvornår fortæller man børnene det?
Min datter skal til at starte i skole til maj, så jeg er også bekymret for hvad der er det bedste at gøre for hende og ligeledes hvordan min søn skal klarer det når han er så lille.
Samtidig vil jeg rigtig gerne have et godt forhold til min mand for børnenes skyld, og ønsker ikke at vi er uvenner.
Undskyld for den lange mail, håber I kan hjælpe med nogle råd.
Kh
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til to børn på 2 og 5 år,
Jeg kan forstå, at du skal skilles, og ud fra dit brev sætter det mange bekymringer og overvejelser i gang hos dig om, hvad der er bedst for jeres to børn. Det er nogle fine og relevante tanker du gør dig, ift. børnenes trivsel. At du vil arbejde på, at du og børnenes far ikke bliver uvenner, har stor betydning for dine børns trivsel, så allerede der, er du godt på vej.
For et lille barn som jeres dreng på 2 år, er kontinuitet vigtigt. Mange skift eller flytninger mellem mor og far kan skabe forvirring hos barnet. Anbefalingen herfra er derfor, at han får en bopælsforælder og får et tilpasset samvær med den anden forælder. Det vil være vigtigt for ham, at han får et trygt og godt forhold til begge sine forældre og at han får mulighed for, at opretholde den relation han har til jer begge. For en dreng på 2 år er det vigtigt, at I sammen bevarer roen og skaber en god stemning i forbindelse med samvær. På den måde kan han fortsat føle sig tryg, og vide, at I passer på ham. Hvornår han er klar til samvær med overnatninger, kan variere fra barn til barn. Her kan det fx være godt at tale med vuggestuen, som kender ham og kan tale hans behov.
For jeres datter der er lidt ældre, og hvor der sker meget for hende, når hun starter i skole, vil det være vigtigt, at I forsøger at skabe så meget ro om hende som muligt, så hendes liv er overskueligt. I skal forklare hende, helt enkelt, at nu bor mor og far hvert sit sted, og at I begge fortsat er hendes forældre. For mange børn, kan det også være vigtigt at få fortalt, at det ikke er deres skyld, at I ikke længere skal være sammen. Jeres datter har også brug for at vide, hvor hun skal bo, og hvordan samvær skal foregå. Et barn på 5 år har brug for enkelhed, -ikke lange forklaringer. Nogle børn i den alder kan have stor glæde af, at I tegner det sammen med hende, det kan blive mere konkret med enkle tegninger.
Mange søskende oplever det trygt, at følges med hinanden og de savner hinanden, når de ikke er sammen. I andre familier kan der være individuelle behov, der skal tilgodeses fremfor at fastholde, at de skal følges. Det er vigtigt, at I kigger på jeres børn, og ser hvilke behov de har. Husk også at børnene kan ændre behov i løbet af barndommen, så I må være åbne for at ændre på samværet, så det tilgodeser børnenes behov.
Jeres børn har brug for, at I samarbejder og finder løsninger, så børnene oplever, at I påtager jer ansvaret som de voksne. Regelmæssighed og rutiner skaber tryghed for mindre børn.
Det er en vanskelig situation med små børn, og det bedste I kan gøre for jeres børn er, at bevare et godt og konstruktivt samarbejde. Det gør det trygt for jeres børn at vokse op, når de voksne skaber trygge rammer.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen