Skilsmisse, mor flytter ud
Hej. Vores skilsmisse går fint og heldigvis for det. Vi har et godt samarbejde og vi vil vores fælles søn det bedste.
Jeg søger dog som mor nogle råd, da jeg er bekymret for den nye tilværelse.
Jeg flytter ud (mor) af vores fælles hus og min x mand bliver boende. Vi kommer til at køre 7/7. Jeg er død bekymret for hvordan min søn reagerer på at skulle være en ny bolig med mig, og ikke kan forstå hvorfor han skal være der og ikke bare kan være i huset som er hans vante omgivelser.
Har i nogle gode råd til at takle situationen?
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til dreng på 0-3 år,
Allerførst er det dejligt at læse, at I har et godt samarbejde og I vil jeres fælles søn det bedste. Det betyder meget for jeres søn. Det kan være afgørende for, hvordan han klarer sig gennem skilsmissen, at jeres samarbejde fungerer til hans bedste. En skilsmisse er en kæmpe omvæltning for både barnet og forældrene. Men selvom det er forvirrende og hårdt for alle, så kan det lade sig gøre at være i skilsmissen på en god måde.
Du er bekymret for den nye tilværelse og den deleordning, som I har aftalt. Det synes jeg er med god grund. Du har ikke skrevet din søns alder, og der kan være stor forskel på, hvad et spædbarn har brug for og hvad et barn på 3 år kan honorere. Jeg vil umiddelbart ikke anbefale, at et barn under tre år er i en 7/7 deleordning. For de små børn under 3 år, er det optimale oftest at bo fast hos den ene forælder, da de i denne periode af deres liv udvikler deres tilknytningsevne til andre mennesker. En sund tilknytning i barnet giver barnet mod på at knytte sig til flere personer fremadrettet. Bliver barnets tilknytning forstyrret, kan det præge dets udvikling resten af livet.
Det betyder selvfølgelig ikke, at den ene forælder ikke må se barnet, men det bedste for barnet er at have en base ét sted. I den alder, er det utrygt og uforståeligt at blive rykket rundt. I den yderste konsekvens kan det være skadeligt for deres følelsesmæssige udvikling. Generelt så er sårbarheden i forhold til adskillelse større jo yngre barnet er. Eksempelvis kan børn i de første 6-9 måneder af deres liv tro, at deres mor er forsvundet for evigt, hvis hun er væk mere end nogle få timer ad gangen. Børn kan helt op til 3-årsalderen have svært ved helt at tro på, at forældrene kommer igen, hvis de er væk en weekend eller en uge. Så jeg vil anbefale, at I venter med en 7/7 deleordning, til jeres søn er blevet noget ældre. I bør først vælge en deleordning, hvor jeres barn er lige meget eller næsten lige meget hos jer begge, når jeres barn er så sprogligt udviklet, at han kan forstå forklaringerne og forstå, at mor eller far kommer tilbage igen. I har jo et godt samarbejde og vil jeres søn det bedste. Så I bør tage en snak om, hvordan I kan lave en samværsaftale, der bedst tilgodeser jeres søn behov i forhold til hans alder. Forhold jer til hvem jeres søn er tættest knyttet til. Hvor meget tid har jeres søn tilbragt sammen med sin far og hvor meget tid har han tilbragt med sin mor? Hvor er jeres søn vant til at være alene med jer? I skal lande på den bedste samværsordning for jeres søn, ikke den samværsordning som er mest retfærdig for jer som forældre. Mindre vigtigt for din søn vil det generelt være, at der vil være tale om nye omgivelser. Det vigtigste i forhold til hans alder er, at han er sammen med sine primære omsorgspersoner. Hvis I vælger at holde fast i en deleordning, så vil din søn også have behov for samme rutiner, som han er vant til. Eksempelvis at du synger samme godnatsang og at han har samme sengetid. Sørg også for at din søn har vigtige genstande med, som han er knyttet til og betyder noget for ham. Eksempelvis yndlings legetøj, bamse eller sutteklud.
Jeg håber at mit svar er til hjælp og I lander på en god og tryg samværsordning for jeres søn. Du er velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon på 35 55 55 57 og søge uddybende vejledning.
Med venlig hilsen
SkilsmisseBrevkassen