Sommerferie
Hej
Hvordan fordeles sommerferie?
Min søns far siger, han stadig skal være ved ham de aftalte dage i samværsordningen, dermed misser han megen ferie med sin familie ved mig.
Er dette en ret? Og hvordan taler jeg med min søns far i denne svære situation?
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til søn på 12-16 år,
Solen skinner og forventningerne til ferien er til at få øje på. Det gælder både for store og små. Desværre er det også tid for konflikter i mange delte familier. Velmenende forældre ønsker mest mulig tid og oplevelser med deres børn. Men hvad er det egentlig barnet ønsker? Hvad skal der til, for at barnet kan tænke tilbage på en god ferie med begge forældre?
Når du taler om retten til at være sammen med din søn, så kan du måske med fordel omformulere det til; din søns ret til en god ferie med sin familie. Prøv at lukke øjnene og forstil dig, hvordan det er at være ham, hvis forældre synes at være mere optagede af deres egne rettigheder, end at han får en god ferie.
Som udgangspunkt har din søns far ret til ferie med jeres dreng ud fra den samværsaftale, der er lavet. Hvis I har en 7:7 ordning, så er det den der gælder -også i ferien. Mange vælger dog at dele ferien anderledes. Afhængig af jeres søns alder, kan I lade ham få indflydelse på, hvor han skal være i ferien. Her er det naturligvis vigtigt, at I er åbne for at lytte til ham og hans behov. Som barn af to forældre der er uenige, kan børn være i en svær klemme, og det kan være vanskeligt for dem at sige højt. Børn elsker begge deres forældre og har brug for ferie med dem begge to.
Du skriver, at jeres søn misser meget ferie med dig og din familie, hvis hans far holder fast i sin ret til samvær. Men måske misser han også retten til en god og tæt relation til sin far på den lange bane, hvis de ikke får samvær i ferierne. For mange børn er relationen til begge meget værdifuld og har betydning for, om barnet er i en sund udvikling og trivsel.
Vi hører desværre fra mange børn, at de får ødelagt ferieglæden af forældrenes skænderier og konkurrence om hvem, der skal være mest muligt sammen med børnene. Det er vigtigt at være opmærksom på dette, så jeres søn kan føle glæde over sin ferie og få en rolig og afslappende ferie med jer begge.
I samtalen med din søns far om ferieplanerne, er det vigtigt – som i alle andre samtaler – at du husker at lytte og blive på din egen banehalvdel. Lyt til hvilke ønsker og forestillinger han har, anerkend ham gerne for at være en god far, der ønsker samvær med sin søn. Præsenter dine egne ønsker for ferien, og se om ikke I kan tilgodese, at jeres søn får ferietid med jer begge to. Det er vigtigt hele tiden at arbejde på at trappe konflikten ned. Det er vigtigt for jeres søn, at I kan tale ordentligt sammen. På BørneTelefonen hører vi desværre, at alt for mange børn får ødelagt glæden ved ferien, da forældrene ikke giver plads til hinanden.
Såfremt I ikke kan nå til enighed om samvær i ferien, kan I søge hjælp i familieretshuset. Desværre er der ventetid, så det kan være vanskeligt at nå det til denne sommerferie, men måske det vil være hjælpsomt for jer alle, at få nedskrevet nogle aftaler fremover, så I kan planlægge derefter – og så jeres søn ved, hvad han kan regne med.
Jeg håber I finder en fin løsning, så jeres søn får en dejlig ferie.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen