Svært med flexibilitet
Jeg har været sammen med min kæreste i to år. Jeg har været skilt fra min mand i 3 år.
Min tidligere mand har efter min mening et noget flagrende liv og mangler stabilitet.
Da min ex fik fortalt jeg havde en kæreste, ville han fra ikke at have børnene, til at have dem 7/7.
Til trods for at min kæreste vidste min datter havde et iltert temperament, valgte vi at flytte sammen for et år siden, da alt er svært men nok skal gå.
Jeg syntes selv vi gør tingene rigtigt godt, men uden tvivl min kæreste og datter har det svært ved hinanden, det er som om han aldrig giver hende en chance, og bliver sur og tvær over det mindste, og gerne på forhånd.
Nu har min ex meddelt at fra næste uge har han arbejde i udlandet, og er hjemme 4 dage hver 10. dag, hvor han kan have børnene.
Min kæreste vil ikke være med på ordningen, da det kræver for meget energi psykisk og da min ex kæreste ikke skal være styrende i hans liv.
Skal jeg holde fast i 7/7 eller skal jeg holde fast i at mit hjem altid er åbent til mine børn, og evt finde et andet stad at huse os.
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til datter mellem 12 og 16 år,
Fra BørneTelefonen ved vi, at det kan være svært for børn, når deres mor eller far får en ny kæreste. For barnet kan den nye kæreste være det endelig bevis på, at skilsmissen er en realitet, hvilket kan være en hård erkendelse for barnet. Ud fra det du beskriver, kan det tyde på, at din datter kan mærke din kærestes uvilje mod hende, og at det er med til at forstærke hendes reaktioner, og måske en oplevelses af ikke at føle sig ønsket. Det er altid den voksnes ansvar at sikre en accepterende, tillidsfuld og så vidt muligt positiv relation mellem barnet og en ny kæreste. Det betyder bl.a., at man som forælder skal give plads til barnets følelser, også de negative, at man hjælper barnet med at formulere det, der kan være svært og ikke mindst, at man har tid alene sammen med barnet. For en ny kæreste er det vigtig, at han respekterer, at barnet kan være vant til forskellige normer hos henholdsvis mor og far, og at det kan være svært for barnet at forene. Derudover er det vigtigt, at en ny kæreste lader den biologiske forælder være den primære omsorgsperson og opdrager. Til gengæld er det jeres fælles opgave at få talt sammen om, hvordan I hver især sikrer en god relation til din datter og øvrige børn.
Du er først og fremmest mor til dine børn, og dermed er det din opgave at sikre deres omsorg og trivsel samt ikke mindst et sted at bo. Hvis din datter får en oplevelse af, at du vælger din kæreste fremfor hende, i forbindelse med beslutning om samværsordningen, er der en stor risiko for, at hun vil føle sig svigtet, og det vil ikke bidrage til en mere positiv relation, hverken til dig eller din kæreste. Jeg vil derfor anbefale, at du, din eksmand og kæreste tager jer tid til en grundig snak om, hvordan I kan få den aktuelle situation til at fungere bedst muligt og dette med afsæt i, hvad der er det bedste for din datters/børns behov.
Du kan også gå ind og se Børns Vilkårs skilsmisseguide om nye familier her på sitet. Her kan du læse mere om, hvordan I kan gribe det hele an.
Jeg ønsker jer held og lykke.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen