Uenig om at være alene
Min datter på 11 bor hos hendes far og mig i en 7/7 ordning. Når hun er hos hendes far, er hun ofte alene hjemme i forbindelse med sengetid omkring 20.30, hvor hun altså selv skal gå i seng og lægge sig til at sove. Andre gange er hun alene om aftenen efter hun er faldt i søvn. Der er ingen andre søskende, da de er store og primært bor hos mig. Jeg mener, at hun er for lille til ovenstående, hvilket hendes far ikke mener. Han siger, at han har talt med hende om det og at hun har det fint med det. Jeg er dog i tvivl, om hun blot siger det af loyalitet. Er der en anbefaling om dette?
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til datter på 11 år,
Det er godt, at du har forsøgt at snakke med jeres datters far om, at du er bekymret for, at hun er alene hjemme i forbindelse med sengetid. Selvom han ikke deler din bekymring, er dialogens vej den rigtige, så bliv endeligt ved med at gå ned af denne.
Jeg forstår dit brev således, at du vurderer, at jeres datter er for lille til at tage ansvar for de ting der følger med i forbindelse med, at hun skal gå i seng og lægge sig til at sove. Måske er I enige om, at hun godt kan være alene hjemme på andre tidspunkter, for eksempel om eftermiddagen?
Som forældre bør I drøfte om I mener jeres datter har en grundlæggende forståelse for sikkerhed, og ligeledes om hun kan håndtere mindre uforudsete hændelser. Sidst men ikke mindst om hun er tryg ved at være alene hjemme når hun skal i seng. Hvis jeres datter hos dig er vant til at blive puttet, sagt godnat til, snakke om dagen der er gået eller I har andre rutiner og ritualer, som du vurderer, har betydning for hende, er det vigtigt, at du deler dette med hendes far. Når I deler viden om hvordan jeres datter agerer i forskellige sammenhænge og i begge hendes hjem, skaber I et godt udgangspunkt for at få den bedst mulige forståelse af jeres datter og hvad hun har brug for.
Samtidigt er det vigtigt at være opmærksom på, at børn ofte opfører sig forskelligt i de to hjem, nogle børn udtrykker for eksempel flere følelser sammen med denne ene forældre end med den anden, og det er helt normalt.
Jeg kan ikke se ud fra din henvendelse, hvordan jeres datters far har talt med hende om det at være alene hjemme ved sengetid. I denne forbindelse bør I være opmærksomme på, at hun ikke har en oplevelse af, at ansvaret for at sige til eller fra i forhold til at være alene hjemme, ligger hos hende. Yderligere, er der, som du selv påpeger, også en risiko for, at hun for at være loyal, giver udtryk for, at hun har det fint med at være alene hjemme ved sengetid. Ofte er børn tilpasningsdygtige, vil ikke være til besvær eller skabe problemer.
I kunne som forældre i også overveje, om det er anledning til at kigge på samværsordningen i det hele taget. Er det en 7/7 ordning med udgangspunkt i jeres datter behov og ønsker, og forholder det sig i så fald stadig således? Tag gerne en snak med hende om dette, hvis muligt hvor I alle tre deltager, så hun oplever, at det er ok at tale om, og at I begge har et ønske om, at få lavet den bedste plan for hende.
Selvom det ikke er det du spørger om, vil jeg for en sikkerheds skyld lige nævne, at der lovgivningsmæssigt ikke er nogen alder for, fra hvornår man må være alene hjemme.
Men det er forældrene der har det overordnede ansvar for, at barnet er i sikkerhed, også når det er alene hjemme. I første omgang er det den forælder, som barnet opholder sig hos, ansvaret ligger hos. Samtidig kan den anden forælder ikke frasige sig ansvaret hvis der er tale om fælles forældremyndighed. Derfor er det vigtigt at du fortsætter dialogen med din datters far, hvis der er forhold der bekymrer dig.
Du er meget velkommen til at kontakte Børns Vilkårs forældretelefon på 35 55 55 57, hvis du har behov for yderligere råd og vejledning.
Jeg håber at ovenstående overvejelser kan være udgangspunkt for en god snak omkring jeres datter.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen