Uenighed om samværsordning
Hej brevkassen,
Jeg har en datter på 3 år. Moderen og jeg gik fra hinanden, da hun kun var 1,5 år. Vi har fælles forældremyndighed og jeg ville fra begyndelsen gerne have en lige fordeling og bad derfor om en 7-7 ordning, hvortil moderen svarede, at det ville hun aldrig gå med til og kunne max gå med til 10-4.
Min eks og jeg forhørte os sammen hos Familieretshuset med en børnesagkyndig. Deres anbefaling var, at barnet var mest hos den ene forældre, men at man i fremtiden godt kunne kommer nærmere en 7-7 ordning og til sidst ende der, hvis man ville. Derudover sagde de, at det bedste for vores datter ville være, hvis vi (moderen og jeg) kunne blive enige. Med et knust hjerte og for min datters skyld, sagde jeg ja til en 10-4 ordning i håb om, at det kunne blive lige i fremtiden.
I dag har moderen og jeg en 9-5 ordning med vores datter og vi har faktisk et ret ok forhold til hinanden. Derudover taler vi pænt sammen, hjælper hinanden, når der er behov ift. vores datter og har familiemiddage. Så alt i alt går det fint.
Jeg er meget glad for, at vi har en 9-5 ordning nu og moderen er gået med til en dag mere. Men jeg vil stadig gerne have en lige fordeling, eller en fordeling hvor min datter er mere hos mig, hvis det er basen, der er problemet.
Derudover er min frustration, at det altid er min eks., der skal beslutte hvordan samværsordningen skal se ud. Jeg kan komme med en anmodning til moderen og hvis hun siger nej, må jeg bare acceptere det. Hun bestemmer pt. 100% over vores datter ift. samvær og jeg føler mig helt magtesløs. Jeg har holdt den gode tone overfor min eks, jeg har ikke reageret på min frustration og vil hellere tale med jer først. Jeg ønsker en 7-7 ordning eller en ordning hvor hun er mest hos mig. Alternativt en 8-6 ordning nu, som kan blive en 7-7 ordning relativt hurtigt. Er der noget i kan gøre? Eller hjælpe mig med rådgivning i min sag?
Svar fra Børns Vilkår
Kære far til datter på 3 år,
At du og din datters mor har et godt forhold til hinanden, er noget af det vigtigste for jeres datters trivsel. Godt at I også kan hjælpe hinanden, når der er familiemiddage. Du skriver, at I taler pænt til hinanden og det er virkelig godt og vigtigt, at I fortsætter med det. Vi taler med mange børn på BørneTelefonen, som er dybt ulykkelige over, at deres forældre ikke taler pænt sammen. Børnene oplever, de er i klemme, og det gør ondt, når dem man elsker allermest og skal beskytte én, bliver talt grimt til/om. Så godt gået af jeres forældreskab og hold fast i det! I det du skriver, får jeg også indtryk af, at din datter har en god og kærlig mor, at der ikke er bekymring for dit barns ve og vel, men at det er dit eget ønske om mere tid med din datter, der trækker.
Når Familieretshuset fra start har anbefalet jer, at jeres datter bor mest hos den ene forælder, så er det fordi, at helt små børn har brug for meget tryghed og stabilitet, for at kunne udvikle sig bedst muligt. Derfor er det også vigtigt, at barnet har den primære base i det ene hjem. Det skaber mest ro for barnet.
Du skriver, at jeres datter er fyldt 3 år og I nu har en 9-5 ordning, og at du har et ønske om, at det udvikler sig til en 7-7 ordning i stedet. Anbefalingen herfra vil være, at I venter med en 7-7 ordning indtil jeres datter, skal starte i skole. Der sker meget udvikling i de første år, og det skal din datter have ro og plads til. Et barn på 3 år, som skifter hjem, seng, regler og rammer hver eneste uge, bruger meget tid og fokus på at omstille sig, og den tid og energi går fra barnets egen udvikling. Det er meget krævende for børn med for mange skift. Tænk bare på, hvor krævende det vil være for voksne at flytte hver uge –og det til trods for, at voksne bedre forstår tidsperspektiver og sammenhænge, og allerede har lært at orientere sig i den omgivende verden.
Du skriver videre, du gerne vil være den primære base for jeres datter. Det skal I selvfølgelig finde ud af sammen. Set ud fra jeres datters perspektiv, er det måske ikke stedet der er vigtigst, men stabiliteten. Jeg tror, at du skal tænke på alle de fordele jeres datter har ved det samarbejde, I har nu. Hun ser begge sine forældre, hun deltager i begge forældres familiemiddage og mest af alt, oplever hun, at hendes forældre samarbejder. Alt det giver hende ro til at vokse og koncentrere sig om at være en pige på 3 år.
Du skriver, at du før har lavet aftaler med et knust hjerte og for din datters skyld. Ved at starte en konflikt med din datters mor risikerer du, det er jeres datters hjerte, der bliver knust. Det er hårdt og barskt at undvære sit barn så meget, men det har en pris at opstarte en konflikt, som du måske ikke vinder. Det skal du jo gøre op med dig selv, om det er prisen værd. Anbefalingen er derfor at se på din datter, prøv at forstå verden ud fra en 3-åriges perspektiv og hjælp hende til at navigere i det liv hun har. Der er en lang barndom, hvor der kan komme andre ordninger. Men lige nu er hun så lille, at I som forældre skal sikre ro og stabilitet omkring hende.
Hvis du har brug for at drøfte din situation nærmere, er du altid velkommen til at kontakte vores ForældreTelefonen.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen