Christian ER FRIVILLIG hjemmefra: “Frivilligt
arbejde giver indhold, styrke og energi som intet andet

Christian studerer psykologi på det skotske universitet Queen Margaret University i Edinburgh. Han har siden juni 2024 været frivillig rådgiver hjemmefra.

Hvorfor har du valgt at være frivillig hjemmerådgiver?

Jeg valgte at være frivillig af to primære grunde, hvor den ene er mere filosofisk baseret, og den anden er mere praktisk orienteret.

Jeg ser det som en basal menneskeret, at uanset hvor man befinder sig på denne jord, fortjener man chancen for at udvikle sig, blive set, hørt, mødt, forstået, respekteret og anerkendt for den man er, uanset hvem man er, og uanset hvilken problemstilling man måtte stå med. Dette gælder især, når man taler om noget så uskyldigt, unikt og essentielt som et barn, som kun fortjener en verden, der kan møde dem, hvor de er, og som kan bidrage til deres kraftfulde optræden i en ny og spændende verden. Dette livssyn og perspektiv er dog ikke noget, der bare lige opstår; det kræver en dedikeret indsats, og det er her, jeg personligt ønsker at gøre en forskel for dem, der har mest brug for det. Børns Vilkår gør et formidabelt stykke arbejde på dette område, og det var blandt andet derfor, at jeg valgte at være frivillig hos dem.

Jeg ønsker at udvikle mig til at blive en enestående praktiserende psykolog, forhåbentligt en af de bedste Norden har set, så jeg kan hjælpe så mange mennesker som muligt med at opnå en højere form for livskvalitet, og udødeliggøre dem i deres diverse kapitaler. Som studerende oplever jeg et enormt givende teoretisk og akademisk miljø, hvilket naturligvis er essentielt, men som enhver kompetent selvstændig kan fortælle, kræver god erfaring også praktisk “hands-on” erfaring. Børns Vilkår giver mig præcis dette, og med deres støtte, ideologi og vejledning vil jeg nå mit mål og gøre en forskel — ikke bare for én, men for mange.

Hvad giver det dig at være frivillig?

Det giver mig uendelig positiv energi, udviklingskompetence, tilfredsstillelse og et enormt stærkt, støttende socialt netværk. Det giver mig en grund til at fortsætte den evige kamp med at finde indhold, udtryk, og glæde i livet, sammen med mange nye idéer, sparringspartnere og gode venner.

Hvad vil du fortælle til andre, der overvejer at blive frivillig?

Gør det, og når du er i gang, så gør det dedikeret. Svaret kan ærligt ikke blive mere simpelt. Gør det, og modtag alle de mange glæder ved at gøre det. Frivilligt arbejde giver indhold, styrke og energi som intet andet, og du får fornøjelsen af at opnå en højere form for menneskelig udvikling, og samtidig virkelig hjælpe de børn og unge som har mest brug for det. Alle mennesker fortjener ikke bare at modtage hjælp selv, men også chancen for at hjælpe andre og se sig selv vokse med muligheden.

Åbn din computer eller grib din telefon, kontakt os, og vær med til at gøre en rigtig forskel. Du har alt at vinde, og snart vil du indse – You are the man/woman on the mountaintop.

“Åbn din computer eller grib din telefon, kontakt os, og vær med til at gøre en rigtig forskel.
Du har alt at vinde”

Blond kvinde smiler til kameraet

Mød de frivillige