TikTok
Lær at forstå TikTok
TikTok er en videodelingsplatform. Da den blev lanceret var den især en platform for deling af dansevideoer, men i dag indeholder platformen en lang række forskelligartet indhold, fx challenges, satire, instruktioner til life hacks (fx hvordan man nemt skræller en appelsin), formidling af holdninger, religiøse og politiske budskaber fra offentlige personer, influencere, politikere og private personer, pranks, memes, videoer af hverdagssituationer, mærkelige eller farlige situationer, reklamer, konkurrencer, challenges, nye trends og opfordringer til ting, man kan bruge sin tid på.
Børn og unge kan derfor finde inspiration og følge med i ting, de interesserer sig for eller bare lade sig underholde på TikTok. For nogle børn er TikTok også stedet, hvor de finder interesse- eller identitetsfællesskaber, som de ikke har fx i skolen, og det indhold de ser på TikTok er ofte noget, der refereres til i de sociale relationer og fællesskaber, som de er en del af.
I modsætning til andre store sociale medier fylder beskedtjenester og chats ikke så meget på TikTok. Det er langt hen ad vejen et video-, meme- og billedbåret medie, hvor børn kan se flere hundrede videoer og videosekvenser på kort tid.
En del af det indhold, børnene eksponeres for, er ikke for børn; det kan fx være voldeligt indhold, indhold med selvskade, dyremishandling, krig, klimakatastrofer mm.
TikTok er ekstremt populært blandt mange børn og unge. En undersøgelse fra Børns Vilkår fra 2024 viser, at 71 % af eleverne i 7. klasse og 26 % af eleverne i 4. klasse har en profil på TikTok.
Aldersgrænsen på TikTok er 13 år, og Børns Vilkår anbefaler, at man overholder den aldersgrænse.
Hej brevkassen.
Jeg er en pige på 13, som desværre er blevet ret afhængig af min telefon. Jeg tjekker For eksempel hele tiden TikTok af ingen grund, men bare fordi det er blevet en vane.
Mine forældre er også blevet ret træt af at jeg hele tiden er på telefonen.
Håber i har nogle tips eller noget
Knus mig
Læs mere om TikToks kernefunktioner, hvad de gør, og hvad Børns Vilkår anbefaler for at undgå ubehagelige oplevelser.
Fastholdelse
TikTok viser automatisk nyt indhold, som platformens algoritmer formoder, brugeren vil interessere sig for. Platformen er på den måde bygget til at fastholde brugeren så længe som muligt og hele tiden vække brugerens nysgerrighed. Børn kan have ekstra svært ved at løsrive sig fra en platform som TikTok, fordi der hele tiden kommer en ny video på det, der hedder ’For You’-siden, som er den side, man kommer ind på, når man åbner appen. Swiper man væk fra en video, swiper man automatisk ind i en ny.
Hvis du vælger, at dit barn skal have TikTok, er det derfor vigtigt, at du hjælper barnet med at begrænse brugen af platformen.
Digitale kaninhuller
Den algoritme, der sorterer indholdet for brugeren på sociale medier, er meget forfinet. Det betyder, at man ikke skal vise interesse for et emne ret længe, før platformen begynder at vise mere og mere af det indhold. Man taler i den forbindelse om digitale kaninhuller; at man falder ned i et kaninhul og hvirvles mod mere og mere indhold af samme karakter; fx reklamer, træningsråd, selvskade, bestemte politiske eller religiøse holdninger o.l..
Børn er nysgerrige og interesserer sig ofte for at se indhold, der er ”på kanten” (Børns Vilkår 2024). Det kan fx være pranks eller videoer, hvor unge deler voldsomme oplevelser fra deres eget liv. Pga. TikToks algoritme fører det til, at barnet gradvist præsenteres for mere ekstremt indhold. Viser barnet fx interesse for træning, vil det efterhånden møde videoer med et traditionalistisk syn på køn og potentielt ende med at blive eksponeret for videoer med kvindehad. Ligeledes hvis barnet interesserer sig for mental sundhed, vil det på kort tid præsenteres for videoer, der handler om selvskade og selvmord.
Derfor er det vigtigt, at du forholder dig kritisk til om dit barn skal have TikTok, og hvordan du i så fald hjælper dit barn med at navigere i det indhold, platformen tilbyder.
Live-funktionen på TikTok
Live-funktionen på TikTok er en funktion, hvor brugere kan interagere med hinanden i realtid. Som vært på en Live-session kan man bestemme hvilke brugere, der må være med som producenter af live-begivenheden og modtage Live-gaver (pengebeløb). Man kan som seer reagere på Live-indholdet ved at sende virtuelle gaver, eller man kan abonnere på forskellige Live-fællesskaber.
Eksempler på Live-udsendelser kan være influencere, private brugere eller offentlige personer som fortæller om et bestemt emne, viser hvad de laver eller det kan være flere personer som diskuterer et emne, som seerne så kan tilkendegive deres enighed eller uenighed med – ved at kommentere eller sende virtuelle gaver eller pengebeløb.
TikTok-features, der er gode at kende
Når man åbner kameraet på TikTok er der altid automatisk et filter på, som gør farverne lidt lysere, ens hud ser fx lidt mere glat ud og ens tænder ser lidt mere hvide ud, end når man benytter iPhonens kamera uden om appen.
Selvom ens telefon er på lydløs, er der altid automatisk lyd på de videoer, man møder, når man åbner TikTok-appen.
Nulstil og indstil dit barns TikTok algoritme
Man kan frasortere videoer med bestemte hashtags og
nøgleord på TikTok. Under indstillinger & privatliv, kan man fx filtrere på nøgleord, så man frasorterer videoer med konkrete emner og hashtags tilknyttet. Så får man ikke vist de videoer på den side der hedder ”For you”. For You er forsiden på TikTok, hvor populære videoer vises.
- Filtrere videonøgleord:
Gå ind i Indstillinger og privatliv og vælg Indholdspræferencer vælg derefter Filtrér videonøgleord og tilføj nøgleord, som dit barn skal undgå (fx execution, war, suicide, mental health, rape, selvskade, sephora, abduction, kidnapped, behead) - Vælg familietilstand/familyparring:
Hvis dit barn lige er kommet på TikTok kan det være en god ide at vælge den indstilling, så du kan styre dit barns indstillinger. - Nulstil dit barns ”For you”-feed:
Det kan være en god ide at genindlæse dit barns ”For you” feed. Når du genindlæser feedet, så nulstiller du algoritmen. Så har dit barn set ubehagelige videoer, så holder algoritmen fx ikke fast i videoer dit barn har set og viser mere af det samme.
Gå ind i Indstillinger og privatliv, vælg Indholdspræferencer, vælg Genindlæs dit Til dig-feed (din for you-page), vælg Fortsæt, vælg Genindlæs. - Slå ’Begrænset-tilstand’ til:
Du kan godt begrænse det indhold, dit barn møder på TikTok, Gå ind i Indstillinger, vælg Indholdspræferencer, vælg Begrænset tilstand og tryk Tænd.På den måde kan du begrænse videoer, som kan være upassende for dit barn. - Slå funktionen ’Personliggjort feed’ fra
Under ’Indstillinger og privatliv’ kan du gå ind i ’Indholdspræferencer’ og slå den funktion fra, der hedder ’Personliggjort feed’. Den er automatisk slået til, når appen downloades. Indholdet der vises på ’For you’-siden vil ikke være målrettet profilen men udvælge det mest populære indhold. - Slå ’Hurtigere scroll-hastighed’ fra
Under ’Tilgængelighed’ kan du slå ’Hurtigere scroll-hastighed’ fra. Er den slået til (hvilket den automatisk er), fordobles din scrollehastighed gennem videoer.
BørneTelefonen er anonym, gratis rådgivning for børn. Den er åben døgnet rundt på telefon, chat og sms. Og det er altid et menneske man taler med.