Jeg fik pludselig selv brug for de råd, jeg havde givet til andre forældre i årevis
Debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad d. 20. august 2026
Af Lone Smidt, Uddannelsesfaglig konsulent i Børns Vilkår
Det er vigtigt at minde os selv og vores børn om, at livet ikke behøver være let for at være godt.
“Jeg løste det hele, så du ikke fik det lært. Nu vælter din verden, hvis noget er svært.”
Sådan lyder det i “Barn, jeg ønsker dig modvind”, skrevet af Per Krøis Kjærsgaard. Sangen handler om balancen mellem at ville beskytte sine børn og samtidig lade dem opdage, at de kan stå igennem det, der er svært.
For nylig afleverede tusindvis af forældre deres barn på en ny adresse og kørte retur i en tom bil. Mange med en drøm om, at efterskoleåret bliver fyldt med nye venskaber, oplevelser og personlig udvikling. Men for nogle går der kun kort tid, før telefonen ringer. I den anden ende sidder en fortvivlet teenager, der føler sig alene og gerne vil hentes. Det er her, efterskoleåret for alvor begynder, også for forældrene.
For et år siden stod jeg selv i den situation. Jeg var forælder til et barn, der havde svært ved at finde sig til rette på efterskolen.
“Det er ikke noget for mig alligevel,” konstaterede min datter i løbet af den første uge.
Hun ville hjem. Lige dér startede en indre konflikt, som jeg tror, at mange forældre kan genkende. Jeg ville fjerne det, der gjorde ondt på mit barn. Jeg ville fikse.
Som talsperson for Børns Vilkår har jeg givet mange interviews om skolestart og præsenteret gode råd om præcis det, jeg selv stod i. Til trods for min viden følte jeg mig som ét stort spørgsmålstegn.
Jeg fik pludselig selv brug for de råd, jeg havde givet til andre forældre i årevis. De første uger og måneder spurgte jeg mig selv og andre, hvad jeg skulle stille op. Er jeg en dårlig forælder, der presser mit barn for meget? Er det bedst, at jeg henter hende hjem? Tvivlen og bekymringen fulgte mig i lang tid.
For jeg valgte at give det tid. En dag ad gangen. Og når min telefon ringede – ofte sent på aftenen – pakkede jeg fikseren væk. Min bekymring skulle ikke smitte gennem telefonen.
Ofte er det ikke en løsning, der er brug for. Unge i min datters situation har brug for nogen, der kan holde ud at høre, hvor svært det er. En, de kan læsse af på.
Det kan føles ubarmhjertigt, når du som forælder står midt i det. Derfor var det også afgørende, at jeg tillod bekymringen at fylde, når jeg talte med venner og kolleger. Og især var det vigtigt, at jeg delte det med skolens lærere og sugede til mig, når de delte deres talrige eksempler på tidligere hårdt ramte elever, der endte med at stortrives.
For du kan ikke se det større billede, når du står i det. Slet ikke med en teenager, hvis stærke følelser kan føles som definitive sandheder. Det bliver aldrig bedre. Alt er forfærdeligt. På de helt svære dage tænkte jeg i afmagt, at hun nok havde ret. Og så bed jeg mig selv i tungen og tog nogle Meget. Dybe. Vejrtrækninger. På de dage reddede det os, at vi havde en tidsramme, der hed efterårsferien. Først der taler vi om alternativer, hvis det ikke var blevet bedre. Da vi ramte efterårsferien, var alt ikke længere forfærdeligt.
“Barn, jeg ønsker dig modvind, bare sådan du ved, at du kan,” lyder det i andet vers af Kjærsgaards sang.
Til min store lettelse opdagede min datter, at hun godt kan. Jeg havde ikke turdet forestille mig, at hun ville græde mere, da hun endelig skulle hjem, end hun gjorde, da hun startede.
I dag er hun én af dem, der kalder efterskoleåret for sit bedste år. Det bedste år behøver ikke være et år, der er let eller føles som det bedste, når du står i det. Det tager tid, når vi går i modvind.
Der kan være mange årsager til, at efterskole ikke er det rigtige for alle. Du kender dit barn bedst. Men det er vigtigt, at vi husker os selv og vores børn på, at det godt må være svært.