Ny undersøgelse: Snyd med AI er udbredt blandt skoleelever, men reglerne er uklare

AI-chatbots er på kort tid blevet en del af hverdagen på danske skoler. Især blandt elever i 9. klasse er det udbredt at bruge ”chatten” til skolearbejde, og seks ud af ti har mindst en gang brugt tjenesten på en måde, de selv karakteriserer som snyd. Det viser en ny undersøgelse, som Børns Vilkår offentliggør i dag.
Det har til alle tider været fristende at kigge over skulderen hos en klassekammerat, der har bedre styr på grammatik og ligninger end en selv. Med udbredelsen af AI-chatbots som ChatGPT er den dygtige sidekammerat dog blevet afløst af en nærmest alvidende teknologi, der altid er til rådighed og lokker med en smutvej til gode karakterer.
Rapporten ’Kunstig intelligens i klasseværelset’, som Børns Vilkår offentliggør i dag, viser, at brugen af AI-chatbots er udbredt i skolen. Også til snyd. Rapporten er baseret på spørgeskemasvar fra knap 2700 børn i 6. og 9. klasse og gruppeinterviews med 122 børn på de samme to klassetrin.
Knap halvdelen af de elever, der har brugt en AI-chatbot, har brugt den på måder, de selv betragter som snyd. Blandt elever i 9. klasse alene gælder det hele 62 pct. Samtidig er hver tredje elev ofte eller nogle gange i tvivl om, hvornår deres brug af AI er rimelig, og hvornår de overskrider en grænse.
Elevernes tvivl skal ses i lyset af, at kun hver femte elev kender til et fælles regelsæt for brugen af AI-chatbots på deres skole, mens over halvdelen af eleverne i 9. klasse oplever, at deres lærere har forskellige regler.
Dét er ifølge direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, både forkert og potentielt ulighedsskabende:
”Det skal ikke være op til børn og unges samvittighed og egne fortolkninger at sætte grænser for brugen af AI i skolen. Det ansvar skal være pålagt de voksne. For alle børn kan det være svært at modstå den fristelse, AI-værktøjer helt naturligt udgør i en travl skolehverdag. Men når reglerne mangler, er uklare eller varierer fra lærer til lærer, risikerer vi samtidig, at det bliver de børn, der har mindst støtte hjemmefra, som får sværest ved at navigere i gråzonerne.”
Børns Vilkårs undersøgelse viser også, at der er stor forskel på, hvordan børn forholder sig til de svar, AI-chatbotten genererer. Mens en tredjedel af eleverne i 9. klasse ofte er usikre på, om chatbotten giver korrekte svar, er der samtidig 14 procent, som sjældent eller aldrig sætter spørgsmålstegn ved svarenes rigtighed.
Dét understreger ifølge Rasmus Kjeldahl behovet for obligatorisk undervisning i, hvordan man forholder sig kritisk til den fremadstormende teknologi:
I dag er teknologiforståelse noget, der bliver undervist i lidt vilkårligt, hvis der bliver undervist i det overhovedet. Det hænger ikke sammen med den virkelighed, eleverne beskriver. Lige nu halser vi efter en teknologi, der får stadig større betydning for børn og unges liv i skolen, men som bliver udviklet uden skelen til deres læring og trivsel. Der er både brug for klare regler og for regulering af udbyderne. AI-chatbots skal for eksempel ikke være indrettet på en måde, der fastholder børn og opmuntrer dem til at snyde
Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår
Nøgleresultater fra rapporten:
- 62 pct. af eleverne i 9. klasse, der har brugt en AI-chatbot, har brugt den til at snyde én eller flere gange, mens det for 6. klasse er 37 pct.
- 32 pct. af eleverne er nogle gange eller ofte i tvivl om, hvornår det er snyd at bruge AI til skolearbejde. 29 pct. er aldrig i tvivl
- Kun en femtedel af eleverne på tværs af de to årgange kender til et fælles regelsæt for brugen af AI på deres skole
- En tredjedel af eleverne i 9. klasse er ofte i tvivl om svarene fra AI er rigtige. 14 pct. er sjældent eller aldrig i tvivl
- I de kvalitative interviews fortæller flere elever, at lærerne tror, de snyder med opgaverne, selv når de ikke gør det
- Over halvdelen af eleverne i 9. klasse oplever, at deres lærere har forskellige regler for brugen af AI-chatbotter
- Elever, der ikke bruger AI, er af den overbevisning, at det gør klassekammeraterne heller ikke. Mens de børn, der bruger AI, forventer, at det gør de andre også
- Det er en udbredt oplevelse blandt eleverne, at de får bedre karakterer, når de bruger AI


