Udsolgt! Vi har desværre udsolgt af gratis workshops til ‘vores digitale fællesskaber’ for 5. klasser
Gratis workshop til 5. klasser i Aarhus kommune.
Vores Digitale Fællesskaber
Workshop
Vores Digitale Fællesskaber – workshop om digitale fællesskaber, rettigheder og digital mobning.
Varighed: 90 minutter
Målgruppe: 2. – 10. klasse
‘Vores digitale fællesskaber’ stiller skarpt på, hvad der fylder i børn og unges digitale liv. Både når det er sjovt og rart at være sammen, og når det kan være svært og udfordrende. Formålet er at styrke elevernes viden, kritiske stillingtagen og handlemuligheder om digitale fællesskaber, adfærdsdesigns og fastholdelsesmekanismer.
Workshoppen er differentieret til indskoling, mellemtrin og udskoling. Elevernes stemmer er bærende i alle tre workshops. Gennem dialog og øvelser inddrages eleverne i at udvikle konkrete ideer til, hvordan man kan styrke digitale fællesskaber, give gode råd til voksne, tech-giganter og politikere. Det sker gennem film og cases fra BørneTelefonen. På den måde bringes klassens egne personlige oplevelser ikke i spil. Læreren får efterfølgende tilsendt et opfølgende undervisningsmateriale, som giver anledning til at fortsætte den gode proces.
Indskolingen
I indskolingsworkshoppen bliver eleverne introduceret for Børns vilkårs figur ”Solbåt”, som igennem små film og illustrationer tager eleverne med på tre missioner for at udforske livet online. Med Solbåt som gennemgående digital ven, bliver eleverne inviteret til en legende workshop, hvor der er fokus på, hvordan man skaber gode oplevelser og trygge fællesskaber i det onlineliv, som børnene er på vej ind i.
Workshoppen kommer omkring:
- Svært at løsrive sig fra skærmen
- Gode aftaler med de voksne
- Ansigtsløs kommunikation og misforståelser
- Digital mobning
- At tage og dele billeder – samtykke
- Ubehageligt indhold.
Det er ikke afgørende, hvor lidt eller hvor meget, eleverne er på skærm, da meget af indholdet fungerer forebyggende.
Mellemtrinnet
Workshoppen til mellemtrinnet tager udgangspunkt i en spilleplade, hvor eleverne sendes ud på tre missioner for at udforske trygge og utrygge fællesskaber på nettet. Med afsæt i film og cases fra BørneTelefonen reflekterer eleverne over, hvordan børn og unge kan bidrage til at skabe positive fællesskaber på nettet, og hvad voksne kan gøre for at understøtte dem.
Workshoppen kommer omkring:
- Trygge og utrygge digitale fællesskaber – at være en god digital ven
- At føle sig udenfor det digitale fællesskab
- Adfærdsdesigns, bl.a. svarpres og snapstreaks
- Sammenligning og normer
- De billeder, man deler og reagerer på Gode råd til voksne.
Udskolingen
Udskolingsworkshoppen stiller skarpt på det ansvar, som tech-giganter og politikere skal og bør tage på sig for at sikre børn og unges rettigheder og trivsel online.
Workshoppen bygger på den nyeste viden og undersøgelser på området og kommer omkring:
- Adfærdsdesign og det pres, de kan medføre
- Normer og sammenligning
- Anbefalingsalgoritmer og hvordan de former den måde, vi bruger sociale medier på
- Børn og unges møde med AI-influencere og markedsføring
- Datahøst og aldersgrænser .
Til sidst bringer vi elevernes stemmer i spil, når vi quizzer og dykker ned i lovgivning for at blive klogere på, hvor der skal gøres noget. Helt centralt står elevernes stemmer – de skal nemlig lave klare anbefalinger til tech-giganter og stille dem til ansvar, for at børn og unge ikke oplever ubehagelige ting online.
Opfølgende materiale
Eftermaterialet består af flere aktiviteter og har en progression fra viden over holdning til handling. Når workshoppen er afholdt, sendes eftermaterialet til læreren, så den proces, som workshoppen har sat i gang, kan fortsættes og foldes endnu mere ud i klasserummet. Der er aktiviteter til 3-6 lektioner.