Min eks flyttet fra vores daværende hjemme for 9 måneder siden. Jeg så ikke børnene i 3 måneder. Nu har vi en ligefordelt deleordning og er i gang med en verserende bopælssag. Jeg har været sammen med min nuværende kæreste i 7 måneder. Børnene( 2å9m og 6år) ved ikke noget om hende. Jeg vil gerne have at de mødes. Vi har sæt en dato i næste måned hvor vi vil bruge et par timer i zoologiskehaven sammen og de kan derefter langsomme lære hinanden at kende. Min eks har psykiske problemmer og kunne godt reagere negativt på sådan noget.
Spørgsmål.
1) Er det det rigtige fremgangsmåde at introducerer dem på?
2)Skal jeg sige det til min eks?
Svar fra Børns Vilkår
Kære forælder til 2 børn
Det lyder som om, at I har været flere konflikter igennem, efter du og din eks er blevet skilt. Det er jo naturligt, at man skal bruge noget tid på at finde de gode løsninger for ens fælles børn. Men det lyder som om, at det har været ekstra svært for jer og børnene, siden du ikke har set dem i tre måneder.
I er nu i gang med en verserende bopælssag, og det kan jo fortsat skabe uro omkring jer og børnene. I har alle sammen været en del forandringer igennem over en forholdsvis kort periode. Det kræver tid at finde sine ben i den nye hverdag, og for børn vil det altid være svært og sorgfuldt, at deres familie – den trygge base – brydes op. Også selvom man måske har haft det svært op til skilsmissen. Børnene har derudover ikke set dig i en længere periode, og kan være mærket af det.
Du skriver ikke, hvordan børnene har det. Men fra et børnefagligt perspektiv, vil det være helt naturligt, at de lige nu reagerer og har brug for ro, tryghed og faste rammer. Børn kan reagere forskelligt, og det er ikke altid så tydeligt, når det sker. Derfor er det vigtigt, at man er tålmodig og opmærksom som forældre, så de får plads til at vænne sig til den nye hverdag og til at reagere følelsesmæssigt.
Det er super fint, at du er opmærksom på, hvordan du introducerer din nye kæreste. Det kan være en stor omvæltning for børn at forholde sig til mors eller fars nye kæreste, lige meget hvornår og hvordan de introduceres. Så det bør gøres forsigtigt og på deres præmisser. Det er også dejligt, at du har fundet kærligheden. Men det er vigtigt at overveje for hvilken skyld det er at børnene skal introduceres til din nye kæreste nu.
I sådan en overvejelse er det vigtigt at se på børnenes reaktioner og følelser i forhold til jeres families brud – og samtidig også se på, hvordan det vil påvirke dit samarbejde med din eks. Du skriver, at din eks. ville kunne reagere negativt på det. Det vil sige, at det potentielt kan føre til endnu en svær konflikt imellem jer.
Du må ikke læse mit svar sådan at din eks. skal bestemme, hvordan du skal leve dit liv med en ny kæreste, men hvis dette er noget, som kan skabe mere grundlag for konflikter i børnenes liv på nuværende tidspunkt, så kunne det være at du skulle vente med at bringe en nye kæreste ind i børnenes liv, indtil der er faldet mere ro på jeres situation. Alene af den grund at undgå flere konflikter – for børnenes skyld.
Du vil nok være nødsaget til at orientere din eks. om deres møde. Det er vigtigt, at hun ved, hvad der sker i børnenes liv. Børnene vil også have behov for at kunne tale frit om de ting, som de oplever i begge hjem uden at de skal være bange for, hvad det skaber af reaktioner og konflikter forældrene imellem. Når I har fået etableret en tryg og klar ramme for børnene og givet det lidt tid, lyder det som en god måde at introducere din kæreste på, at tage en tur i zoo og lade dem møde hende lidt for lidt.
Hvis du har brug for at tage en snak om hvordan, er du altid velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon og søge inspiration i vores skilsmisseguide her: https://bornsvilkar.dk/skilsmisseguiden/de-nye-familier/
Held og lykke med det fremadrettet.