Ærlighed
Min mand og jeg skal skilles og til januar kommer vi til at skiftes om at bo med vores dreng på 7 år og pige på 10 år i vores hjem hveranden uge, en ordning, som vil være en overgang på 6-12 mdr, indtil jeg finder en ny bolig.
Vi er ikke er enige om separationen. Jeg ville ønske, at vi kunne forsøge at få det til at fungere, imens min mand ikke ønsker at fortsætte.
Mit dilemma handler om hvordan vi fortæller det til børnene og hvor ærlig jeg skal være. Vi er enige om at vi fortæller børnene, at vi ikke skal være kærester mere, men altid være en familie, men på en anden måde. Problemet er, at min mand ikke vil have at børnene får at vide, at vi ikke er enige om det. Jeg har det sådan, at hvis de spørger, så vil jeg ikke lyve for dem.
Situationen de sidste mdr. har været sådan, at jeg har været meget ked af det (dog ikke foran børnene, men de har nok kunne mærke en stemning) imens min mand har været aldeles almindelig og viser ingen tristhed/sorg. Så derfor tror jeg nok at de vil fornemme det.
Min mand vil ikke udstilles som ‘the bad guy’ og jeg ville aldrig tale er ondt ord om ham, ‘men jeg vil ikke lyve overfor dem.
Hvad ville I anbefale at gøre i min situation?
Mvh
Mor
I skal stå på mål for skilsmissen sammenRi
Kære Mor
Godt du skriver, fordi du rejser et helt centralt spørgsmål omkring hvad børn skal involveres i.
Faktum er at I skal skilles, også selvom du kunne have ønsket at dette ikke var tilfældet, så vil din mand ikke fortsætte. Beslutningen er derfor truffet for dig og for børnene. Det er min vurdering, at det ikke vil gavne børnene at få af vide at I ikke er enige om skilsmissen. Faktisk er det en uenighed, som I bør skærme dem fra at skulle tage en aktiv del i. For børnene skal der være plads til at håndtere deres egen sorg, og kunne fokusere på komme godt videre i familielivet med både dig og deres far fremadrettet – uden at skulle forholde sig til de har en forældre, som ønsker skilsmisse og en forældre, som ikke gør.
At I reagerer forskelligt er helt naturligt, fordi I kan være forskellige steder i jeres sorg. Sorg ved en skilsmisse er ikke en synkron proces. Måske har børnenes far sørget alene op til at han traf beslutningen om ikke at kunne fortsætte, og derfor er han nu mere afklaret med det end du er, eller så kommer det til ham senere, når hverdagen og konsekvensen af hans beslutning bliver virkelig for ham i det øjeblik I flytter fra hinanden.
Hvis børnene spørger dig, og du bliver usikker på, hvor ærligt du skal svare, så er virkeligheden i langt de fleste parforhold heller ikke, at der netop er en ”good guy” og en ”bad guy”, men mere at der er to mennesker, som på hver sin måde kan være en del af grunden til at forholdet ikke fungere. Dette er typisk årsager, som høre ægteskabet til – og ikke det fortsatte fælles forældreskab.
Så selvom du havde ønsket, at I havde forsøgt at få det til at fungere sammen lidt mere, så bliver du nok nødt til at skille tingene ad, og stå på fælles mål for at I er nået dertil, hvor den ene af jer ikke ønsker det mere. Det gør du rigtig nok ved netop at sige til børnene, at I ikke skal være kærester mere, men fortsat skal være en familie, men på en anden måde, end den de er vant til. Måske har I nogle gode eksempler fra jeres omgangskreds på børn, som har forældre, der er skilt, som samarbejder fortsat med hinanden om børnene og hvor børnene har det godt, som I kan tale med jeres børn om?
Held og lykke – det er bestemt svært, at skulle stå på et mål, som man ikke selv har ønsket.
De bedste hilsner fra
SkilsmisseBrevkassen.
