Bekymret bonusmor
Hej jeg er bonusmor til to drenge på henholdsvis 2 1/2 år og knap 4 år. Min kæreste og børnenes mor har en 11/3 ordning hvor moderen har drengene i de 11 dage. Sådan har ordningen været i snart halvandet år lige siden moderen flyttede til den anden ende af landet ind hos en kæreste. Jeg flyttede sammen med faderen for Ca. 1 år siden. Drengene er vilde med mig især den lille, der siden han kunne sige ordet mor, har kaldt mig det. Drengene, især den store der tydeligt giver udtryk for at han ikke kan lide moderens kæreste.
Samarbejdet kunne da være bedre men det er noget der arbejdes på. Den ældste af drengene har siden jeg flyttede sammen med faderen været meget ked af at skulle hjem til hans mor. Han starter for det meste dagen før med at sige at han ikke vil hjem til hans mor. Han prøver så at komme med diverse forslag og undskyldninger der gør at han kan blive i længere tid hos hans far og mig. Han bliver også ved med at sige til hans far og mig at han især savner hans far meget når han er hos hans mor. Han både skriger og græder og gør alt for at slippe for at komme hjem til hans mor. Den yngste af drengene vil heller ikke hjem til hans mor, han siger at han savner mig og ikke vil hjem til mor. Han reagere lige for øjeblikket kraftigt med at prøve at vriste sig ud af moderens arme og skriger helt indtil han er udenfor hørevidde. Han har reageret sådan siden efteråret. Begge drenge er på afleverings dagen lige fra morgenstunden meget triste og kan også reagere med vrede imod mig og deres far fordi vi siger til dem at de skal hjem til deres mor. Begge børn bliver meget nemt kede af det og kan ud af det blå bryde i længere varende gråd indtil kl. 17.30 som er afleverings tidspunktet. Den store af drengene går selv hen til moderen og siger direkte at han ikke vil hjem til hende og at han vil være hos hans far og mig. Den lille siger at han savner mig til hans mor. Faderen og jeg tænker at en ombytning af samværdet måske vil være til drengenes bedste?
Svar fra Børns Vilkår
Kære bonusmor til to drenge,
Det er godt at høre, at de to drenge er så glade for dig – det er langt fra altid, at børn accepterer mors eller fars kæreste. Men det er selvfølgelig svært, at børnene reagerer så voldsomt, når de skal tilbage til deres mor og hendes kæreste.
Du skriver ikke noget om, hvordan børnene reagerer, når de skal væk fra deres mor. Går det nemt og uden gråd?
Børn i skilsmisser kan have meget svært ved selve skiftet. Også selvom de er glade for at være hos både mor og far. På BørneTelefonen fortæller børn om, at skiftedagen volder dem problemer. De fortæller om en afsked, som kan gøre ondt og om følelsen af savn. At når de er hos den ene forælder, så savner de den anden. Det at blive konfronteret med, at mor og far ikke er der samtidigt, kan være svært. Børnene fortæller, at de har brug for ro og fred til at omstille sig.
Når børn reagerer voldsomt med gråd og protester, smitter det af på de voksne omkring dem. Og de voksne kan komme til at udstråle uro – og at det er synd for børnene, at de skal hen til den anden forælder. Den reaktion kan forstærke børnenes reaktion, og så kommer alle i familien ind i en ond cirkel. Det fremgår ikke af dit brev, om forældrene har drøftet, hvordan skiftet skal foregå – er der noget, der kan gøres anderledes, så det bliver nemmere for børnene? Kan børnene blive hentet og bragt i deres daginstitution i en periode?
Du spørger, om I skal lave om på ordningen. Da I bor langt fra hinanden, vil det betyde, at børnene skal skifte daginstitution. Men først og fremmest vil det betyde, at forældrene skal blive enige om, at det nu er hos far, børnene skal bo. Og er børnenes mor villig til det?
Du nævner, at samarbejdet kunne være bedre, men at der arbejdes på det. Måske det er her, kernen til børnenes reaktioner er. Børn er meget følsomme overfor uenigheder og et samarbejde, der ikke fungerer. Så det vigtigste er, at forældrene finder ud af at samarbejde. Måske de skal have hjælp til det enten i kommunen eller i Familieretshuset. Som bonusmor er det vigtigt, at du respekterer, at det er de biologiske forældre, der først og fremmest har ansvaret for børnene, og at du så kan støtte op om det.
Endelig skriver du, at den yngste kalder dig for mor. Det er dejligt, han er så glad for dig. Samtidig er det også vigtigt at være opmærksom på, at han har en mor og det er vigtigt, du viser, at du respekterer hende som mor, og ikke forsøger at tage hendes plads i forhold til børnene.
Så mit råd vil være, at der i første omgang arbejdes på samarbejdet og at I gør alt, hvad I kan for at støtte op om skiftene. For I kan risikere, at I ændrer på en ordning, som børnene så også vil reagere på.
Jeg ønsker jer held og lykke med jeres familie.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen