Er deleordningen den rigtige løsning?
Hej,
Jeg har en datter på 7,5 år, som lever på skift en uge hos sin mor og en uge hos mig siden hun er 4 år gammel. Siden ca. 1,5 år har hun udviklet en tvangshandling som går ud på at hun skal tisse hyppigt i løbet af dagen og mange gange før hun skal sove. Vi kan mærke, at det bliver være, når hun har haft en stressende/utryg tid og bedere, når hun har dejlige oplevelser. Vi håbede på, at det går over af sig selv, men det bliver værre i stedet for. Nu ville jeg høre jer, om det kan have noget at gøre med deleordningen. Hvordan kan vi vide, hvilken deleordning der er bedst for vores datter og giver hende tryghed?
Mange tak på forhånd for jeres hjælp.
SVAR FRA BØRNS VILKÅR
Kære far til datter på 7,5 år,
Hvor er det godt at høre, at I er opmærksomme på jeres datters signaler og gerne vil hjælpe hende.
I skriver, at jeres datter har haft hyppig tisseri gennem det seneste 1½ år, og at I kan se et mønster alt efter, om hun har gode eller svære oplevelser. Det kan det være mange årsager til. Men det nærliggende spørgsmål er, om I har talt med lægen, om det kan være noget fysisk, som gør, at hun er begyndt at tisse oftere?
Gad vide om der mon er et sammenfald mellem hendes hyppige tisserier og skolestart? For mange børn kan det være svært at starte i skole, det kan være krævende på så mange måder, så hvordan mon hun har det i skolen, med undervisning, rammerne, det sociale med andre elever og med lærerne? Der kan være meget nyt at holde styr på ved skolestart.
Hvordan ser hendes hverdag i øvrigt ud, er der mon fritidsaktiviteter, sengetider eller andet der skal justeres på?
Det kan også have noget med 7:7 ordningen at gøre. Så det er vigtigt at I løbende forholder jer til, om det er den mest optimale ordning for netop jeres datter. Måske har hun brug for en anden ordning for en tid?
Men inden I ændrer på hendes hverdag, er det vigtigt at tale med hende. Prøv at tale med hende åbent om, at det er muligt at ændre på forhold i hendes hverdag. I kan måske tale om det uden at nævne hendes tisseri, dels kan det være det ’bare’ er blevet en vane, men I kan også risikere, at hun kommer til at føle sig forkert eller skyldig. Jo mere I taler med hende om at hun tisser meget, des mere bliver hun måske selv mere opmærksom på det, og det kan komme til at fylde for hende, på en uhensigtsmæssig facon.
Jeg håber I finder en måde at hjælpe hende på, så det ikke bliver til en gene i hendes hverdag.
De bedste hilsner,
Skilsmissebrevkassen