Hvor skal barnet bo
Hej
Jeg er bedstemor til to piger på henholdsvis 2 og 6 år.
Forældrene er gået fra hinanden for 5 måneder siden, da moren har fundet en anden, som hun er flyttet sammen med.
Børnene er i en 7/7 ordning.
Min søn bor i deres tidligere fælles bolig og går i skole der.Det ældste af børnene, en pige på 6 år, er meget ked af at bo hos moren. Det er der flere grunde til. Hun bor pænt langt væk. Det betyder, at fritidsintetesserne bliver fravalgt i morens uger. Der er desuden ingen at lege med hos mor, og morens kæreste og omgangskreds taler kun engelsk.
Desværre er forholdet mellem forældrene på nuværende tidspunkt ikke sådan, at en mindelig løsning kan opnås.
Jeg ved, hun skal være 10 år, før hun kan blive hørt, men jeg spørger alligevel, om der er undtagelser. Mvh. en bekymret bedstemor.
SVAR FRA BØRNS VILKÅR
Kære bekymrede bedstemor,
Mange tak for dit brev. Hvor er det godt at du rækker ud efter hjælp, når du oplever at dit barnebarn ikke trives med den nuværende samværsordning.
Det er korrekt at børn, fra de er 10 år, har mulighed for selv at henvende sig til Familieretshuset, hvis de ikke er tilfredse med den samværsordning de befinder sig i.
Men man har altid som forældre mulighed for at rejse en sag om samvær, bopæl eller forældremyndig i Familieretshuset, hvis man oplever, at de aftaler man har indgået som forældre ikke er for barnets bedste. Således kan man som forældre få hjælp til at finde frem til, hvad der er bedst for ens barn. Der findes forskellige rådgivningsforløb i Familieretshuset, og i flere af dem er der mulighed for, at barnet også bliver hørt, uanset alder. Når man er 6 år, foregår dette typisk ved at blive indkaldt til en børnesamtale med en børnesagkyndig. Formålet med denne børnesamtale er, at barnets perspektiv også vægter i den vejledning forældrene får. Samtidig lægges der vægt på barnets bedste ud fra et børnefagligt perspektiv, samt at det er barnet, der har ret til samvær med sine forældre, ikke omvendt.
Til børnesamtalen vil den børnesagkyndige gerne tale med barnet om dagligdagen, herunder skole, venner og fritidsaktiviteter, samt hvordan forholdene i øvrigt ser ud fra barnets perspektiv.
Som barn har man ret til en bisidder, hvis man skal til en børnesamtale i Familieretshuset. Denne bisidder kan hjælpe barnet med at forberede sig til samtalen, og kan fungere som en tryghedsperson, samt hjælpe barnet med at fortælle den børnesagkyndige, hvad der er vigtigt for barnet. Børns Vilkår har en bisidderordning, som er nærmere beskrevet på hjemmesiden: Bisidder fra Børns Vilkår skaber tryghed ved børnesamtalen (bornsvilkar.dk)
Du fortæller, at dine børnebørn er i en 7/7 deleordning. Det kræver et udvidet samarbejde mellem forældrene, da det er vigtigt, at de får talt sammen om, hvad der rører sig i børnenes hverdag, så begge forældre på bedste vis kan støtte op om børnene i hverdagen. Ligeledes bør man som forældre også vise fleksibilitet og åbenhed overfor, at ens barn kan have brug for at se den anden forældre udenfor ’hans’ eller ’hendes’ uge.
Du nævner at dit barnebarn er ked af at bo langt væk fra skole, venner og fritidsinteresser, når hun er hos sin mor. Forældrene bør være opmærksomme på, at i takt med at børnene bliver ældre, får andre faktorer udenfor familien (som fx venner og fritidsinteresser), større og større betydning for børnenes hverdag og trivsel. Disse faktorer kan for en del børns vedkommende begynde at vægte mere, netop omkring skolestart, hvor blandt andet legeaftaler og hobbyer bliver en naturlig og vigtig ting at prioritere for mange børn.
Til inspiration for de bedste løsninger for dine børnebørn med fokus på deres behov kan du måske finde yderligere inspiration i Børns Vilkårs skilsmisseguide: https://bornsvilkar.dk/skilsmisseguiden/
Med ønske om at dine børnebørns forældre finder nogle gode løsninger for deres børn.
De bedste hilsner
Skilsmissebrevkassen