Jeg har tvillinger på 16 år som i 8 år har levet 7/7 hos mig og hos deres far.
Vi bor 500 M fra hinanden med skolen i centrum. Vi har fin kommunikation. Hjælper hinanden også i modsat uge. Deltager sammen i møde og holder os møder med børnene omkring store ting. Jeg er gift og min mand har en datter på 16. Børnene har været sammen siden de var 8. Min bonus datter bor også sammen med os 7/7. Min datter synes at skiftene er begyndt at være anstrengende. Hun pakker meget ned. Alle yndlingstingene make up osv. Jeg hjælper med at pakke ned og pakke op. Vi henter og bringer for at gøre det mindre. Jeg har spurgt om hun har brug for at bo fast et sted? ( spurgte med bævende hjerte ). Hun svarede at det kunne godt være, men det skulle vi bestemme. Hun vil ikke vælge mellem os. Så går det gnidningsfrit i periode og jeg skubber det væk. Hvordan håndteres den? Hvordan fjerner jeg den følelse at hun skal vælge. Jeg kan helt ærligt ikke give slip på hende til hendes far. Jeg kan ikke finde den storhed frem. Har ikke talt med hendes far om det konkret.
Mange hilsener Karina
Kære Karina
Hvor er det godt at høre, at I som forældre har kunnet samarbejde om børnene. At I er opmærksomme på, hvor vigtigt det er for børn at få hjælp til alt det praktiske, som jo netop kan være bøvlet, når man bor to steder. Og at I gør, hvad I kan for at få børnenes hverdag til at hænge sammen ved at kommunikere med hinanden.
Men uanset, hvor godt, I som forældre har gjort det, så er det ikke ualmindeligt, at store børn på et tidspunkt får brug for at have en fast base. Du fortæller, at din datter har givet udtryk for, at hun synes, det er anstrengende at skifte. Det tyder på at hun har stor tillid til, at I lytter til hende. Men samtidig er hun ikke i stand til at træffe beslutningen. Det beder hun jer om at gøre. Hun kan ikke vælge mellem jer.
På dit brev fornemmer jeg, du egentlig godt ved, hvad du skal gøre, men at det er svært. Det kan jeg sagtens forstå.
Men hvis I skal tage jeres datter alvorligt, så bliver I to forældre nødt til at tage en snak om, hvordan jeres datter har det, og hvordan I kan give hende en fast base. Hvad vil være det bedste for hende i forhold til hendes liv nu? Måske I kunne foreslå en prøveordning på ½ år og så tage det op med hende igen.
Jeg håber, det lykkes for jer at finde den løsning, der passer til jeres datter.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen