Reaktion fra vores datter
Kære brevkasse.
Jeg er mor til en dejlig stor pige, som bliver 6 år efter nytår.
Min datters Far og jeg gik fra hinanden for 2,5 år siden.
Vores datter bor fast hos mig, og hun er hos sin far hver anden weekend. Vores datter har altid været glad og haft en stor livsglæde. Hun er en meget betænksom pige, og hun passer rigtig godt på sine medmennesker.
I de sidste par måneder, har jeg dog oplevet at hun har gået og været lidt ked af det. Jeg har prøvet at tale med hende, og hjælpe hende med at sætte ord på hendes følelser.
Vores datter har nogle gange haft nogle voldsomme reaktioner, når hendes far har afleveret hende hos mig eller jeg har hentet hende (hun kommer hjem til mig om søndagen, grundet hendes fars arbejde)
Hun er blevet meget vred på mig og har kaldt mig tarvelig og dum.
Efter lidt tid bliver hun så rigtig ked af det, og jeg har nu fundet frem til at hun har et kæmpe savn til sin far. Hun har bare meget svært ved at udtrykke det med ord.
Jeg har spurgt hende om hvad hun godt kunne tænke sig, og hun vil gerne se sin far noget mere. Heldigvis er hendes far og jeg gode venner, og vi var enige om bruddet dengang.
Vi har begge fundet nye partnere. Jeg bor sammen med min og vi har fået en søn sammen.
Jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal forklare min datter, at hendes far kun har mulighed for at have hende hver anden weekend, samt nogle enkelte hverdags aftener, som vi i øjeblikket forsøger at køre ind.
Min datters far er heldigvis meget opmærksom på problemet, og han vil meget gerne hjælpe. Hvornår mener I at børn kan give konkret udsagn om ønske til samvær?
Jeg synes det er vigtigt at hun har en fast base.
Jeg er selv skilsmissebarn, kan huske frustrationerne ved at køre en 7-7 ordning. Min datters far og jeg har valgt at vi bor 12 km fra hinanden, og derfor har vi lettere ved samarbejde omkring samvær, børnehave osv.
Jeg skriver fordi jeg så gerne vil støtte min elskede datter i det her.
Mange hilsner Michelle
Anerkend savnet hos dit barn
Kære Michelle.
Det er godt at høre, at I som forældre har så megen fokus på jeres barns trivsel, og at I formår at samarbejde.
Alligevel er jeres datter ked af det, fordi hun savner sin far, som hun er meget knyttet til. At savne er et livsvilkår for en del børn i skilsmisser. Nogle gange savner de mor, når de er hos far. Og de savner far, når de er hos mor. Andre gange er det især savnet af den ene forælder, der fylder.
I begge tilfælde skal børnene lære at håndtere savnet. Og hvordan lærer de så det? Der er ingen fast ”opskrift”, men det kan være hjælpsomt for jeres datter, at hun mærker, at I anerkender savnet, og at I ikke forsøger at få det til at gå væk. Tag hende på skødet, fortæl hende, at det er ok, og at du forstår det. Men forsøg ikke med alle mulige krumspring at aflede. Lad hende være i det – det er min erfaring, at anerkendelsen og roen omkring savnet lige så stille går over igen, hvis barnet mærker den voksnes ro og anerkendelse.
Du spørger, hvornår børn kan give konkret udtryk for ønsker til samvær. I princippet kan alle børn, fordi de børn, der ikke har sproget til at sige det direkte typisk vil reagere på anden vis i form af deres adfærd, hvis de ikke trives.
Det har din datter også gjort, og du har forstået at tolke hendes budskab som at hun savner sin far. Det tænker jeg, at I som forældre skal reagere på i det omfang, som det nu kan lade sig gøre for jer. Jeg kan læse, at I allerede er ved at udvide hendes samvær med enkelte hverdagsaftner, således at der ikke går så lang til imellem hun ser ham, men at hun også fortsat har sin faste base. Det ville også være mit forslag. Så må I se om dette ikke hjælper lidt på hendes savn af far, og på de reaktioner, som hun har hjemme hos dig. Typisk reagere børn der, hvor de oplever, at det er tryggest at gøre det.
Det lyder som om I er på den rette vej, hvor I er opmærksomme på jeres datter og kan træffe gode beslutninger for hende i fællesskab.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen