Allan er frivillig på BørneTelefonens brevkasse: “Gør det!”

Allan er pædagog og arbejder som nattevagt på socialpsykiatriske botilbud. Han har siden 2007 været frivillig på BørneTelefonens brevkasse

Hvorfor har du valgt at være frivillig hjemmerådgiver for BørneTelefonens brevkasse?

Jeg valgte at blive brevkasserådgiver, da jeg synes, det kunne være både spændende og udfordrende at “nørde” sproget. Det skrevne ord giver mulighed for, at man virkelig kan overveje den præcise formulering. Jeg så det som en spændende sproglig udfordring at tilpasse mine svar til børnenes forskellige alderstrin og sproglige udvikling.

Og endelig synes jeg, det var spændende at rådgive på en kanal, hvor man ikke kunne stille de uddybende spørgsmål, man som rådgiver kan på alle andre af BørneTelefonens medier. Man har egentlig kun det, barnet eller den unge selv bringer på banen og er derudover i sit svar kun hjulpet af sin rådgivererfaring i forhold til, hvad der typisk kan være på spil for den enkelte.

“Efter de svære samtaler har det givet rigtig god læring og udvikling at få feedback fra dygtige rådgiverkolleger, koordinatorer og redaktørerne”

Hvad giver det dig at være frivillig?

Det giver og har givet mig mange ting. Det har givet mig en stor erfaring i at snakke med børn og unge om mange af de emner, der kan fylde i barndommen og ungdommen. Det giver rigtig god mening, når andre føler, de har kunnet bruge min rådgivning.

Efter de svære samtaler har det givet rigtig god læring og udvikling at få feedback fra dygtige rådgiverkolleger, koordinatorer og redaktørerne fra Brevkassen. Samtidig har jeg været ivrig deltager på en lang række kurser, foredrag, konferencer, supervision samt Børnerådgiveruddannelsen.

Tidligere har jeg siddet som repræsentant for de frivillige rådgivere i Hovedbestyrelsen. Dette arbejde har givet mig et indblik i den mere organisatoriske opbygning af Børns Vilkår.

Hvad vil du fortælle til andre, der overvejer at blive frivillig?

Gør det! Så kort kan det siges. Gør det – du vil aldrig fortryde det!

Blond kvinde smiler til kameraet

Mød de frivillige

Det er techgiganters svigt af børn og unge ikke