Anne

Anne er frivillig moderator på Børn hjælper Børn: “Du får udvidet din horisont”

Anne er jurist og projektleder i en kommune. Hun har siden 2021 været frivillig moderator på Børn hjælper Børn.

Hvorfor har du valgt at være frivillig moderator for Børn hjælper Børn?

Jeg har altid været frivillig i mange forskellige ting, men det blev sværere, da jeg fik min søn, som jeg er alene med. Jeg havde i et stykke tid savnet at lave noget, hvor jeg kunne gøre en forskel for børn og unge. Da jeg så et opslag fra en veninde, der arbejder hos Børns Vilkår om, at der manglede moderatorer til Børn hjælper Børn, var det oplagt for mig at søge. Det gav mig en fleksibel mulighed for at bidrage igen, fordi jeg kan gøre det hjemmefra.

“Jeg får et indblik i børn og unges verdensbillede,
og hvad der optager dem”

Hvad giver det dig at være frivillig?

Generelt så giver det mig en anden indsigt i nogle områder at være frivillig. Jeg får et indblik i børn og unges verdensbillede, og hvad der optager dem. Det har især været overraskende, hvor meget køn og seksualitet fylder. Og så er jeg dybt imponeret over, hvor kvalificeret mange af de her børn svarer på jævnaldrendes spørgsmål. De er så seje!

Hvad vil du fortælle til andre, der overvejer at blive frivillig?

Gør det – det er nemt tilgængeligt, og du får udvidet din horisont.

Mød de frivillige

Tilbage