Cecilie
Cecilie er frivillig på BørneTelefonen i København: “Jeg har lyst til at ‘videreuddanne’ mig til at kunne rådgive på ForældreTelefonen en dag”
Cecilie studerer pædagogik. Hun har siden januar 2023 været frivillig på BørneTelefonen i København.
Hvorfor har du valgt at være frivillig rådgiver på BørneTelefonen?
Jeg er grundlæggende optaget af barnets perspektiv, hvor disse rådgivningsprincipper og samtalemetoder, vi anvender i Børns Vilkår, var nogen, jeg kunne se mig selv blive dygtig til i længden. Og så gik det op for mig, at det frivillige arbejde som rådgiver her på BørneTelefonen er indrammet af supervision, rådgivningsansvarlige og et omfattende kursuskatalog. På den måde stemte det frivillige arbejde overens med mine interesserer og ønske om at lære inden for børne- og ungeområdet.
Hvad giver det dig at være frivillig?
Det at opleve at være en del af et interessefællesskab, der handler om at stoppe svigt af børn i Danmark, synes jeg har været ’overvældende’ på en god måde. Og så synes jeg, at det at være frivillig lærer mig om at være til stede i den svære samtale og være nogle lyttende ører og en forstående voksen. I rådgivningen får jeg pr. automatik lyst til at løse et problem, men problemet skal først og fremmest lyttes til og forstås.
Hvad vil du fortælle til andre, der overvejer at blive frivillig?
For mig har hele introduktionsprocessen og det at gå fra at sende en ansøgning til at sidde i rådgivningslokalerne været en læringsrig periode. I takt med at man har mulighed for at tilgå kursuskataloget og opsøge viden om specifikke tematikker har gjort, at jeg har lyst til at ’videreuddanne’ mig til at kunne rådgive på ForældreTelefonen en dag.