Cecilie
Cecilie er frivillig på BørneTelefonens brevkasse: “Det er en kæmpe læreproces for mig”
Cecilie er pædagog og cand.pæd. Hun har siden 2021 været frivillig på BørneTelefonens brevkasse.
Hvorfor har du valgt at være frivillig hos BørneTelefonens brevkasse?
Jeg har valgt at blive frivillig rådgiver, da det under corona-tiden virkelig gik op for mig, at flere og flere børn og unge begyndte at få det skidt. Jeg tænkte, at jeg måtte kunne hjælpe på en måde.
Først undersøgte jeg BørneTelefonen, men qua mit studie som krævede en masse tid, valgte jeg at blive brevkasserådgiver, hvor jeg kan besvare breve hjemmefra. Derudover læste jeg et fag i vejledning på min kandidatuddannelse, som gjorde, at jeg fik en stor interesse for vejledningsområdet. Jeg ønskede samtidig at være et sted, hvor alle brændte for børn og unge og ikke kun var der pga. lønnen. Hos Børns Vilkår ved man, at folk har valgt at blive frivillige, fordi de brænder for at hjælpe børn og unge.
Hvad giver det dig at være frivillig?
Når jeg trykker på et brev, åbner det og besvarer, så får jeg en kæmpe ansvarsfølelse. Selvom jeg ikke kender den unge eller kan snakke med den unge, så får jeg følelsen af at være der for den unge. Jeg gør mit bedste for at sætte mig ind i de unges sted og hjælpe dem. Nogle gange skriver de unge ind for at sige noget højt, og ofte ønsker de unge at få nogle handlemuligheder. Det gør, at jeg også selv bliver udfordret. Det får mig til at reflektere over de unges breve i en større sammenhæng og ikke kun ud fra mit eget synspunkt. Selvom det kan lyde som en kliché, så føler jeg, at jeg gør en stor forskel.
Der bliver desværre skåret meget på Børne-og ungeområdet. Men ved at jeg er frivillig hos Børns Vilkår, føler jeg, at jeg bidrager til dette område. Jeg får følelsen af, at jeg bidrager til samfundet.
Udover at hjælpe de unge så bliver jeg også selv udfordret ved at være brevkasserådgiver. Man lærer meget om det skriftlige sprog, og hvordan man formulerer sig overfor de unge. Jeg reflekterer meget over mit ordvalg til de unge, så budskabet kommer korrekt ud. Når man har sendt et brev til en af de unge, skal en anden brevkasserådgiver kigge det igennem. Man får dermed konstruktiv feedback. Det lærer jeg rigtig meget af! Samtidig skal jeg også selv læse de andre brevkasserådgivers breve og give feedback. Det er en kæmpe læreproces for mig.
Hvad vil du fortælle til andre, der overvejer at blive frivillig?
Hvis du overvejer at blive frivillig rådgiver, så gør det! Du bliver klædt rigtig godt på til at kunne besvare breve eller sidde ved BørneTelefonen, og du er bestemt ikke alene om det. Der er altid hjælp at hente!
Når du bliver tilknyttet Børns Vilkår bliver du lukket ind i en stor læringsportal med en masse spændende kurser. Du kommer til at føle, at du gør en kæmpe forskel, og du lærer en masse kommunikation og håndtering af forskellige udfordringer/problematikker. Samtidig får du et stort indblik i, hvad der rører sig blandt de unge. Du bliver klogere på de unge, samfundet og ikke mindst dig selv. Det giver en fantastisk følelse af at vide, at man har hjulpet en ung.