Helle

Helle er frivillig facilitator på HØRT’s gruppechat: “En helt unik oplevelse”

Helle er lærer og uddannelsesvejleder. Hun har siden 2020 været frivillig gruppeleder på HØRT’s gruppechat.

Hvorfor har du valgt at være frivillig facilitator for HØRTs gruppechat?

Jeg har i mange år været frivillig i forskellige lokalsportsforeninger, og igennem flere år har jeg fulgt med i Børns Vilkårs arbejde på sidelinjen. Igennem mit arbejde mødte jeg børn og unge, som talte åbent om, at de indimellem brugte BørneTelefonen. Jeg kan huske, at jeg tænkte “ det må være et dejligt sted” ud fra det, børnene fortalte, så det måtte jeg da være en del af. Jeg ansøgte så om at blive frivillig på BørneTelefonen.
Jeg har været frivillig i lige knap 2 år, og i marts 2022 blev jeg ligeledes facilitator for fælleschatten på HØRT, så i dag er jeg frivillig begge steder. Jeg er udover ovenstående også en del af aktutlisten på BørneTelefonen, hvilket betyder, at jeg bliver kontaktet, når der er “rødt” på bemandingen.

“Den ‘lille’ forskel, det gør at være frivillig, får man tifoldigt igen hver evig eneste gang, man er på vagt”

Hvad giver det dig at være frivillig?

At være frivillig er et meget givende, samtidig med at det er meget lærerigt. Man kan som voksen kun være ydmyg overfor de børn og unge, som rækker ud efter en snak, rådgivning, hjælp eller blot en skulder at læsse af på. Det blot at skulle være i samtalen på barnets eller den unges præmis og ikke skulle “fixe” noget, det er så givende, lærerigt og en helt unik oplevelse.
Det at lære at turde stoppe op og bare være i de forskellige samtaler uden at skulle have en holdning til en problemstilling, men i stedet lytte, lære og anerkende barnet på barnets niveau – det er læring, man ikke kan få i nogen lærebog.
Det tværfaglige sammenhold, der sker imellem de frivillige er ligeledes lærerigt, og man står aldrig alene. Der er altid en at sparre med.

At være frivillig både på BørneTelefonen og HØRT giver en god samhørighed, for medierne kan nogle forskellige ting. At være på HØRT er en anden måde at være frivillig på, idet de unge her selv skal samtale og rådgive hinanden ud fra et forudbestemt emne. Her er opgaven for mig at starte samtalen og sørge for at skabe et trygt chatrum, hvori alle tør deltage.
Det er ofte interessant at se, hvordan de unge tolker de forskellige emner, og hvor ærlige, hjælpsomme og omsorgsfulde, de er overfor hinanden. Den hjælp til selvhjælp, der opleves i dette chatforum, det fås vist ikke bedre andre steder!

Hvad vil du fortælle til andre, der overvejer at blive frivillig?

Andre skal melde sig til at blive frivillig, fordi de kan være med til at gøre en forskel for i børn og unges liv. Hvis du overvejer at blive frivillig, skal du tænke på, at den “lille” forskel, det gør at være frivillig, får man tifoldigt igen hver evig eneste gang man er på vagt. Man skal bare hoppe ud i tingene og prøve dem, for man kan ikke gøre noget forkert, og jo flere vi er, jo flere børn og unge kan vi nå ud til.

Du bliver oplært, og du har mulighed for al den sparring, du har brug for på alle vagter. Rådgivningskoordinatorerne og de andre frivillige hjælper dig til at udvikle dine kompetencer, og der er mulighed for alle de kurser og uddannelser, som du orker.

Gennem dit frivillige arbejde opnår du endnu flere kompetencer, som jeg er sikker på, at du kan anvende i din hverdag på mange forskellige niveauer. Det at der er så mange valgmuligheder i medie- og rådgivningsformer gør, at uanset om du er til den ene eller anden form for kommunikation, så vil du opleve en succes.

Mød de frivillige

Tilbage