Et boost til trivselsarbejdet
Det kan være udfordrende at forny og gentænke trivselsarbejdet i en travl hverdag. Både for skolen som helhed og for lærerne i den enkelte klasse.
Børns Vilkårs Fælleskabsskoler er et tilbud til jer i grundskolen, som giver inspiration og viden til at styrke trivslen og fællesskabet på jeres skole. Og som gør det nemt og let for jer at finde undervisningsmateriale og -forløb, som I uden større forarbejde kan benytte i undervisningen.
Alt sammen med fokus på børnenes egne erfaringer og perspektiver.
Hvad får I som en del af Fællesskabsskolerne?
Med Børns Vilkårs Fællesskabsskoler får I bl.a.:
- Adgang til en portal med al den nyeste viden om børn og unges trivsel og fællesskaber
- Indhold til en årlig fællesskabsdag for hele skolen eller for de enkelte klassetrin
- Undervisningsforløb, hvor alt er tilrettelagt, så det er let at gå til
- Undervisningsmateriale, cases fra Børnetelefonen, videoer og meget mere, der let kan integreres i eksisterende undervisningsforløb på forskellige klassetrin.
Dette indhold får I adgang til på ét samlet digitalt univers, som hele skolens pædagogiske personale kan tilgå via deres unilogin.
Trivsel i børneperspektiv
Børns Vilkår er garant for den nyeste viden om børns trivsel – både fra fagprofessionelle og fra de mange børn, der siden 1987 har kontaktet BørneTelefonen og delt, hvad der fylder i deres liv.
Det giver os en unik viden om, hvad der lige nu er det, flest børn kæmper med og ringer til os om. Og det gør, at vores undervisningsmateriale altid er solidt forankret i børnenes egne perspektiver og erfaringer.
Derfor er alt materiale på platformen udformet, så det sikrer, at børnene bliver aktivt inddraget i at skabe de rammer og vilkår, der gør skolen til at trygt sted for alle, og hvor alle er en del af fællesskabet.
Det praktiske
Når jeres skole bliver en af fællesskabsskolerne, kommer Børns Vilkår ud og taler med ledelsen og 1-2 ressourcepersoner om, hvordan jeres skole får størst udbytte af samarbejdet, og hvordan I kan organisere arbejdet med indholdet på den digitale platform. Børns Vilkår vil kontakte jer for at høre, hvordan I bruger platformen, og hvilke behov I har for indholdet.
I får også et fysisk kit med Børns Vilkår-flag og plakater til skolen, så skolen både internt og udadtil kan vise, at det gode børne- og ungeliv står højt på dagsordenen.