
bestyrelsen i Børns Vilkår
Det overordnede ansvar for Børns Vilkår varetages af en bestyrelse. Bestyrelsen består af fire medlemmer, der vælges blandt medlemmer af Børns Vilkår, ét medlem og én suppleant valgt af og blandt de frivillige og ét medlem valgt af og blandt medarbejderne. Herudover har bestyrelsen mulighed for at supplere sig med ét til to medlemmer med henblik på at sikre nødvendige kompetencer i bestyrelsen.
Bestyrelsen mødes ca. fem gange om året og tager sig af de overordnede principper, som ligger til grund for Børns Vilkårs daglige arbejde. Den daglige drift af Børns Vilkår varetages af direktøren.
Bestyrelsesleder og vicebestyrelsesleder udgør sammen med direktøren organisationens øverste ledelse.
Maria Rørbye Rønn
Bestyrelsesleder – medlem
Jeg er DR’s generaldirektør lidt endnu, og det har jeg været i knap 15 år. Jeg har arbejdet med public service hele mit liv, hvor vi med B&U har skabt et sted på børns præmisser, hvor de bliver set og hørt og har deres egen stemme. Jeg er stolt af, at jeg nu må bidrage til Børns Vilkårs gode arbejde med min erfaring fra public service og som alt lige fra topleder til mor og bedstemor.
- Generaldirektør for DR (stopper i 2025)
- Bestyrelsesformand for Bikubenfonden
- Bestyrelsesleder for Det Kongelige Akademi
- Bestyrelsesmedlem i Praksis Arkitekter
Første gang valgt; 2025
Anne Broeng
Vicebestyrelsesleder – medlem
Jeg har mere end 30 års erfaring fra den finansielle sektor i forskellige ledelsesroller – senest 12 år i PFA som koncerndirektør. Jeg valgte at stoppe i PFA i 2014 for at koncentrere min karriere om bestyrelsesarbejde, og mit fokus til Børns Vilkår er at bidrage til, at vi har et professionelt setup, hvor vi bruger vores midler med omhu for at kunne hjælpe så mange børn som muligt. Jeg ønsker ligeledes at bidrage til, at alle børn bliver sikret gode rammer ved at hjælpe til udvikling af vores metoder og værktøjer.
- Formand i Velliv Pensionsselskab og Jul P. Justesen Fond
- Bestyrelsesmedlem i NNIT a/s, VKR Holding a/s, Rambøll Gruppen, ATP, Aquaporin a/s og SleepCycle AB
- Tidligere bestyrelsesmedlem i Bikuben Fonden og medlem i Advisory Board hos GirlTalk
Senest valgt: 2025
Jesper Theil Thomsen
Medlem
Jeg har været en del af Børns Vilkårs bestyrelse siden 2021, og har i det seneste år været en del af forretningsudvalget ligeledes. Jeg genopstiller til Børns Vilkårs bestyrelse for at kunne fortsætte mit arbejde i både bestyrelse og forretningsudvalg med at sikre en stærk langsigtet udvikling af Børns Vilkår, samt at bibringe mine erfaringer fra SAGA/SOUNDBOKS til at sikre i særdeleshed et ungeperspektiv på topniveau i organisationen.
- Direktør og medstifter af SOUNDBOKS (s. 2015)
- Medstifter og bestyrelsesmedlem i SAGA (s. 2021)
Senest valgt: 2024
Mikkel Flyverbom
Medlem
Jeg ønsker at bidrage med et fokus på, hvordan digitale forandringer og nye kommunikationsformer skaber muligheder og udfordringer for en organisation som Børns Vilkår, og jeg er særligt optaget af behovet for digitale kompetencer og større digital ansvarlighed.
- Professor i kommunikation og digitale transformationer ved Institut for Ledelse, Kommunikation og Samfund på CBS
- Leder af bacheloruddannelsen BSc Business Administration & Digital Management på CBS
- Medlem af DataEtisk Råd
Senest valgt: 2025
Tina Frigast
Medlem
Jeg er støttemedlem hos Børns Vilkår da jeg gerne vil være med til at gøre en forskel for udsatte børn, unge og voksne i Danmark. Min motivation for at være i Hovedbestyrelsen, er blandt andet, at jeg selv ved hvordan det er at være et omsorgssvigtet barn fra min egen barndom. I dag er jeg en voksen kvinde på 44 år, mor til to, uddannet sygeplejerske og læser videre til familie/parterapeut på Black Bird Institut i København og er i gang med mit 2. år som er familierådgiver “delen”.
Jeg er sikker på, at jeg vil kunne bidrage i jeres bestyrelse, med min personlige og uddannelsesmæssige baggrund. Jeg kan bidrage med mit personlige engagement og min uddannelsesmæssige baggrund samt mit store drive for at gøre en forskel for udsatte børn og unge.
Senest valgt: 2024
Eva Hove Stryger
Frivillig
Jeg har været frivillig rådgiver på BørneTelefonen i 2500 dage, hvor jeg har haft mere end 750 timer på især sms’en, men også på chat og telefon. I mit professionelle virke har jeg mere end 20 års erfaring som folkeskolelærer og siden min opstart på BørneTelefonen, har jeg haft stor glæde af at kunne koble lærergerningen med rådgivningen og modsat. Som frivilligrepræsentant ser jeg det som min vigtigste opgave at være bindeled mellem de mange rådgivere og Hovedbestyrelsen.
- SSP-konsulent, 3 år
- Timelønnet trivselskonsulent i Børns Vilkår, 4 år
- Tidligere holdleder for BørneMobilen
Senest valgt: 2024
Dorte Rudi Andersen
Medarbejder
Jeg er ansat som seniorkonsulent i Børns Vilkår, hvor min primære opgave er at udvikle Børns Vilkårs indsatser indenfor dagtilbudsområdet. Fagligt er jeg særligt optaget af børns trivsel og opvækstbetingelser i de første år af deres liv i både hjem og dagtilbud, og af hvordan vi didaktisk og politisk skærper og styrker opmærksomheden på de første afgørende år af et barns liv.
Som medarbejderrepræsentant i Børns Vilkårs bestyrelse ser jeg det som en vigtig opgave at være med til at sikre, at bestyrelsens blik både rettes indad og udad i organisationen. På den måde skabes en stærk sammenhæng mellem bestyrelsens drøftelser og medarbejderperspektivet.
- Uddannelseskonsulent i Børns Vilkår
- Tidligere lektor på pædagoguddannelsen
- Uddannet cand. mag. i Teatervidenskab, master i organisationspsykologi (MPO) samt 4 årig psykoterapeutuddannelse
- Forfatter til flere fagbøger om pædagogisk praksis og til en billedbog
Senest valgt: 2024
Mette Deding
Indsuppleret medlem
Jeg har en forskningsbaggrund og har i mange år arbejdet med forskning om familier og børn. Jeg er drevet af at skabe viden, der kan støtte udviklingen af bedre indsatser for udsatte børn og unge. Jeg håber at bidrage til, at Børns Vilkår fortsat kan arbejde på at skabe gode vilkår for Danmarks børn og unge på et vidensbaseret grundlag.
- Vicedirektør, VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd (2017-nu)
- Afdelingsleder, SFI – det Nationale forskningscenter for velfærd (2009-2017)
- Forsker, SFI – det Nationale forskningscenter for velfærd (2000-2009)
- Ph. d. i økonomi, Aarhus Universitet (2000)
Indsuppleret i 2025
Gennemsigtighed hos Børns Vilkår
Få indblik i, hvordan vi bruger de penge, vi får ind fra både private støtter, fonde og virksomheder, hvor mange samtaler der er på BørneTelefonen og HØRT, og antallet af frivillige rådgivere, der hjælper med at besvare henvendelser fra børn og unge, når de rækker ud efter hjælp.
nyhedsbrev
Nyhedsbrevet er til dig, som gerne vil vide mere om, hvordan vi sammen kan gøre det bedre for børn og unge i Danmark.
Her får du fx gode råd til at forebygge mobning og svigt, gøre skilsmissen lettere og lære dine børn at navigere i en digital verden.
Du kan til enhver tid framelde dig
Børns Vilkår passer godt på dine personoplysninger, og vi behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med den gældende databeskyttelsesforordning og databeskyttelseslov.
Du kan læse mere om vores databehandling og dine rettigheder i vores privatlivspolitik