Vi har samlet nogle generelle råd til, hvordan forældre kan hjælpe deres børn med at få en god morgen.
Børn efterlyser tid om morgenen – tid til at familien samles, indtil alle fortsætter med hver deres dag. At stå en halv time tidligere op giver en rolig morgen, som lægger grundstemningen for resten af barnets dag. Travlhed kan desuden medføre at barnet ikke får spist morgenmad.
Afsæt tid om aftenen til at klare praktiske ting: pakke skoletasken, smøre madpakken og finde barnets tøj frem, og afklar, hvem der gør hvad om morgenen. På den måde får familien tid til samvær og morgenmad.
Børn skal ikke tage de voksnes vrede stemmer med sig ud ad døren.
Brug tiden om morgenen på at være nærværende med dit barn i stedet for at ty til eksempelvis tablets, smartphones og TV/radio. I skal ikke nødvendigvis tale sammen – men prioriter at være sammen, uden forstyrrelser.
Det er forældrenes ansvar, at barnet får en god start på dagen, men det er en god idé at inddrage barnet og spørge, hvad han/hun forbinder med en god morgen.
Nyhedsbrevet er til dig, som gerne vil vide mere om, hvordan vi sammen kan gøre det bedre for børn og unge i Danmark. Her får du fx gode råd til at forebygge mobning og svigt, gøre skilsmissen lettere og lære dine børn at navigere i en digital verden.