Én samtale ændrede Sigrids liv
Onsdag formiddag i oktober ringer det ud til frikvarter. Sigrid lister afsides for at ringe til BørneTelefonen. 116 111. Nummeret fik hun af en veninde, efter hun havde taget sig mod til at fortælle historien. Hele historien.
”Hej, det er BørneTelefonen,” lyder det i den anden ende. Sigrid fortæller til rådgiveren, at far taler grimt, råber og kaster med ting. Sigrid må ikke se sin mor, som hun savner rigtig meget. Sigrid fortæller også, at far slår, så hun tit er øm i huden og har mærker. Hun kan ikke klare det mere. Tankerne om at gøre en ende på det hele, presser sig på.
Sigrid synes det er rart, da rådgiveren slår fast, at det er forbudt at slå børn og at Sigrid har ret til at blive passet godt på og være tryg. I det øjeblik føler Sigrid sig modig og stærk. Rådgiveren foreslår Sigrid, at hun kan få en bisidder fra Børns Vilkår, der kan hjælpe hende. Det vil Sigrid rigtig gerne. Der er ikke andet at gøre.
Nogle timer senere, efter skoletid, mødes bisidderen med Sigrid. Øjnene flakker, kroppen er urolig, Sigrid er tydeligvis utilpas. ”Jeg vil bare lidt væk,” får Sigrid fremstammet. Hun er bange for, at faren vil slå hende endnu mere, hvis han finder ud af, at hun har fortalt det hele til nogen. Bisidderen forsøger at berolige Sigrid og sammen kontakter de kommunen, der efter noget tid sender en sagsbehandler.
Bisidderen tager med Sigrid og sagsbehandleren ud til den institution, hvor Sigrid skal anbringes akut og de aftaler, at bisidderen skal med til møde med kommunen næste morgen. Sigrid er træt og lettet den aften, men også bange. Bange, fordi hun bekymrer sig om sin far, der har reageret meget vredt på kommunens henvendelse. Lettet, fordi hun er væk. Måske er det det, der skal til for at hun bliver glad igen? Måske er det starten på et nyt kapitel? Uanset er der nu voksne omkring Sigrid, der har set og hørt hende og som er der for at hjælp hende til en tryg barndom.
Sigrids navn og historie er anonymiseret. Fotoet i artiklen er et modelfoto.