”Det var svært at sige, hvad jeg ville”
Emma Lee var skrækslagen for at sige noget, der var til den ene forælders fordel ved Børnesamtalen i det der dengang hed Statsforvaltningen.
”Min mor siger, at jeg som 5-årig kunne finde ud af at sige ‘statsforvaltningen’,” siger 15-årige Emma Lee, hvis forældre blev skilt, da hun var et par år gammel. Skilsmissen udviklede sig til en kamp om samvær, der resulterede i 13 retssager og som, ifølge Emma, lå som et ‘koldt tæppe over familien’.
I løbet af den periode var Emma Lee til 2 eller 3 børnesamtaler i Statsforvaltningen (i dag Familieretshuset), da hun var i alderen 7-9 år. Når Familieretshuset behandler sager om forældremyndighed, bopæl og samvær, kan børnene blive kaldt ind til en børnesamtale. Børnesamtalen er blandt andet barnets mulighed for at fortælle om sine oplevelser og komme med sine ønsker til, hvordan tingene skal være, nu hvor forældrene ikke kan blive enige.
Men det var svær situation for Emma. “Det var rent ud sagt rimeligt forfærdeligt”, fortæller hun.
”Man kommer jo ind i det her triste lokale og skal tale med en person, som man ikke kender, om de mest personlige ting. Uden for døren venter forældrene, som har markante og vidt forskellige holdninger til, hvad der var det rigtige. Det var svært at sige ’det er det, jeg vil’, når man ligesom ved, hvad alle andre mener.”
Emma hæfter sig ved, at hun følte sig presset.
”Jeg var vildt bange for, at det, jeg sagde kunne påvirke situationen og vippe til den ene forælders fordel. Derfor forsøgte jeg at svare så neutralt, jeg overhovedet kunne. Normalt har jeg ikke svært ved at tale med folk, jeg ikke kender. Men det var mærkeligt at sidde over for en dame, jeg aldrig har mødt før, og tale om personlige ting, der var afgørende for mig og min familie,” forklarer Emma, der også hæfter sig ved, at omgivelserne var meget lidt børnevenlige.
”Stemningen var kold og kedelig. Der var hvide vægge og et bord. Det var ligesom et voksent mødelokale,” husker hun.
Når Emma ser tilbage, kunne hun have haft brug for en person, der kun var der for hende i forbindelse med børnesamtalerne.
“Det kunne være et familiemedlem eller en anden. Det væsentlige er, at jeg havde brug for en voksen, der hjalp og støttede mig i at formulere, hvad jeg ville,” slutter Emma