Vil ikke komme
Hej
Jeg har en dreng på 10 år som bor primært hos far hvilke fungere super fint da det er i den by han går i skole klub og har venner, vi har også mindre 2 mindre børn sammen som vi har 7/7 ordningen om som fungere super godt for dem. Men for min søn på 10 har vi haft laver en aftale om hver anden weekend da der fungere bedre for ham men efter jeg er flyttet sammen med min kæreste har han kun været her 2 gange og aflyser nu hver gang. Jeg ved at vi køre med faste regler og meget struktureret hverdag i forhold til hjemme ved far der har ikke været nogle konflikt imellem ham og jeg eller ham og min kæreste så kan ikke sætte en finger på lige præcis det. Men hvordan kan jeg bedst muligt få min søn trygt igennem dette er det ved fx at kunne sige at vi ses et par timer på nogle faste dage og på den måde oparbejde en samværsordning igen så han ikke føler han svigter sin far men samtidig ser sin mor for ved han har givet udtryk i skolen om at han savner sin mor men han hver gang vi laver en aftale om samværsordning så aflyser han og er slet ikke til at få med så har brug for lidt råd til at hjælpe og guide ham bedst muligt uden at han skal stå og føle at skal vælge til og fra
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til dreng på 10 år,
Hvor er det godt, at I som forældre har et godt samarbejde, og er gode til at tilrettelægge samværet ud fra jeres børns behov.
Jeg kan ikke læse ud fra din henvendelse, hvor længe du og din kæreste har boet sammen. Uanset hvad er det rigtig godt, at du har fokus på, hvordan I kan få gang i samværet igen på hans præmisser. Jeg synes også det er godt, at han kan sætte ord på overfor andre, at han savner dig, også selvom det kan være hårdt for dig at få at vide.
Der kan være mange grunde til, at han lige nu aflyser at komme hjem til dig, efter du er flyttet sammen med din kæreste. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at jeres barn får plads til sine følelser og anerkendes for dem.
Jeg vil foreslå dig at tale med din søns far, om han ved noget om hvorfor samværet bliver aflyst. Måske ved han noget omkring jeres søn, som også er vigtigt for dig at vide, netop for at få planlagt hvilken form der bedst passer ham at være sammen med dig på lige nu.
Det er også vigtigt, at I taler med jeres søn om hvordan han kunne tænke sig at samværet ser ud. Måske det kan være rart for jeres søn, at I tager denne snak med ham sammen. På den måde kan I vise ham, at I begge vil ham det bedste og ønsker, at han har samvær med jer hver især på hans præmisser. Dette kan være vigtigt, særligt hvis en del af grunden til at aflyse kan være, at jeres søn vil passe på sin far eller ikke svigte ham, som du selv er inde på.
Ligeledes vil jeg opfordre dig til at sige til din søn, at du gerne vil tilbringe tid med ham, også alene-tid, at du holder af ham og i det hele taget gerne planlægge det således, at I kan finde ind til hinanden igen.
Som du også nævner, er det vigtigt at jeres søn ikke oplever at skulle vælge imellem jer. I den forbindelse bør I også være opmærksomme på, at han ikke oplever, at det alene bliver hans ansvar hvordan samværet med jer skal være. Det er en hårfin balancegang, hvor I selvfølgelig skal tale med ham om hvad han kunne tænke sig, hvad der kan gøre det til et godt samvær for ham med dig, samtidig med, at ansvaret ikke skal ligge hos ham. Derfor kan en god måde at gøre det på være, at I er fælles om at finde en samværsmodel som, passer ham.
Vær opmærksom på, og sig det også til jeres søn, at de aftaler I laver altid kan justeres hvis de ikke fungerer.
Som sagt kan der være mange grunde til, at jeres søn for øjeblikket trækker sig fra samværet. Jeg vil på det varmeste anbefale jer at gå ind på Børns Vilkårs Skilsmisseguide, hvor I højst sandsynligt vil kunne finde god råd og vejledning, som taler direkte ind i jeres specifikke situation, særligt under overskriften De nye familier.
SkilsmisseGuiden – Få råd og vejledning til dig og dine børn i skilsmissen
Du er også meget velkommen til at kontakte vores ForældreTelefon for yderligere råd og vejledning.
https://bornsvilkar.dk/skilsmisseguiden/
Jeg håber I sammen finder en god løsning, så du og din søn igen kan være sammen regelmæssigt.
De bedste hilsner
Skilsmissebrevkassen