Du er her

<< Gå til alle fortællinger

"De kunne være i samme rum. Det var vigtigt"

Forældrenes brud rev tæppet væk under fodboldspilleren William Kvist. "Det gjorde nærmest fysisk ondt indeni," fortæller William Kvist.

Som fortalt til Marianne With Bindslev

Jeg gik i 2.g. og befandt mig i Australien, da de ringede. Det var surrealistisk at få at vide, at ens forældre skulle skilles, når man var på den anden side af jorden. Udvekslingsopholdet varede i tre måneder og jeg var i tvivl om, om jeg skulle tage hjem. Min lærer spurgte om jeg var taget hjem, hvis jeg havde været i Tyskland. ’JA DA!’, svarede jeg og det var det. Jeg afbrød opholdet i en uge og tog hjem. Jeg kan huske, at jeg kiggede ud over Stillehavet fra flyvinduet og tænkte: ”Det her ændrer alt”.

Min mor var flyttet

Først da jeg kom hjem, gik det op for mig følelsesmæssigt, at skilsmissen var en realitet. Min mor var ikke længere i mit hus, mit barndomshjem. Det gjorde nærmest fysisk ondt indeni. Skilsmissen kom som et lyn fra en klar himmel, fordi min mor og far aldrig har skændtes. Vi var en kernefamilie og opvæksten havde været god og tryg. Pludselig føltes det som om jeg og min bror stod helt alene på en øde ø. Alting var åbenbart ikke, hvad det så ud til - et tema min lillebror og jeg beskæftigede os med i måneder og år efter, de var blevet skilt.

Foto: Jeppe Carlsen.

Da jeg kom tilbage til Australien, ringede jeg til BørneTelefonen. Jeg forklarede en sød dame, at jeg havde brug for at vide, hvad jeg kunne forvente mig af fremtiden. Jeg havde talt meget med familie og mine venner men alle i ens nære omgangskreds har en aktie i og en holdning til skilsmissen. Det var rart at tale om min situation til en, der kun var der for mig, Det gav mig ro.

Forholdet til min mor var modsætningsfyldt. Hun var flyttet til Nyborg med sin nye kæreste og jeg fik lov til selv at bestemme, hvor meget jeg ville besøge hende. Jeg fulgtes dog ofte med min bror, der er 4 år yngre, og derfor var hos hende hver 14. dag. Jeg kan huske togturene: Da jeg steg på toget i København, glædede jeg mig helt vildt til at se min mor. Men jo mere jeg nærmede mig Storebælt, des mere blev savnet efter hende erstattet af vrede. Hun havde forladt os. Hvad havde hun gang i?! Det var rigtig svært.

”Du skal ikke ringe til mig!” sagde jeg til min mor

Jeg ville gerne have lov til at bestemme, hvornår vi skulle tale sammen. Det var vigtigt for mig at skabe afstand og have kontrol over noget. Det ændrede noget for mig. Når jeg var sammen med min mor, var det mit valg og jeg begyndte faktisk at være glad, når jeg var i hendes nærhed.

Min mor og far kunne være i samme rum. Det var sindssygt vigtigt, at de formåede at tale om tingene. Min mor kunne se, at vi havde behov for at blive der, hvor vi altid havde boet med vores venner og med en hverdag, der fungerede. Hun tilsidesatte sit eget behov for at være sammen med os, det imponerer mig. Forældre har et kæmpe ansvar for at få deres børn godt igennem en skilsmisse og man skal sluge både kameler og elefanter. Men for et barn er det fuldstændig afgørende, at de to mennesker, man elsker mest i hele verden, formår at samarbejde.

Julen føltes forkert i årene derefter. Vi holdt jul hos mine forældre på skift og det var fint nok men specielt, fordi ingenting var, som det plejede. Det krævede en del planlægning og hensyntagen, over for ikke bare ens mor og far, men også over for de to sæt familier. Familierne på hver side bør bide sig selv i tungerne omkring ens anden forælder –  det er ufedt at sidde til en julefrokost hos den ene familie og fornemme, at der er snak i krogene. Det gør det hele meget værre. De seneste par år har vi fundet ny model: Jeg og min kone holdt jul og insisteret på at invitere både min mor og min far med deres nye kærester. Det fungerer godt.

Det er helt naturligt ikke at kaste sig i armene på ens forældres nye kærester

Man kan ikke forvente af børn, at de skal holde lige så meget af deres bonusforældre som af deres biologiske mor og far. Jeg har oplevet mine bonusforældre som et ’frisk pust’ i forhold til andre nære relationer, fordi man ikke har en lang historie sammen. Det har været rart for både mig og min bror at møde de nye kærester og vide, hvem ens forældre omgås. Men man har ikke brug for at være sammen med dem hele tiden. Det er vigtigt at gå langsomt frem.

For nogle år siden indkaldte min bror og jeg til en skilsmissesnak. Vi havde brug for at få vendt nogle sten sammen med vores mor frem for at gå og lave egne forklaringer og sammenhænge. Jeg oplevede det som et positivt og meget givende møde, hvor vi alle tre brugte tid på at forklare og fortælle, hvordan vi havde oplevet tingene hver især. Sådan et møde skal vi også have med vores far.

Mine forældre gjorde, hvad de kunne

Som tiden går, har jeg lettere ved at se skilsmissen som en ting, der nu engang skete, og som vi alle sammen har fået det bedste ud af. Det har gjort, at jeg er kommet et spadestik dybere i mit eget følelsesliv, end hvis livet, som jeg kendte det var fortsat. Jeg ved også nu, at verden ikke går nedenom og hjem, hvis jeg selv skulle blive skilt. Men jeg vil gøre rigtig meget for, at det ikke sker.

 

Børn skal hjælpes - støt her