”Jeg fik hjertebanken og ville bare væk”
Camilla Nielsen havde som barn angst i en grad, så hun afskar sig fra legeaftaler og havde svært ved at tage bussen. Som årene gik, fyldte angsten mere og mere i hendes liv, men hun fortalte aldrig nogen om den. I dag er hun 27 år og nu er det hende selv, der styrer angsten – ikke omvendt.
Som barn oplevede Camilla Nielsen en del dødsfald i hendes nære omgangskreds. Nogle skyldtes alderdom, men en del skyldtes også ulykker. Som 9-årig døde en god ven af familien, og derfra begyndte angsten lige så stille at overtage hendes liv.
”Jeg mærkede mest angsten, når jeg skulle ting, jeg ikke havde haft problemer med før, f.eks. når jeg skulle sove sammen med veninderne eller tage bussen. Jeg fik hjertebanken, begyndte at svede rigtig meget og følte en uro i kroppen efter at komme væk. Det gjorde, at småting pludselig fyldte meget i min hverdag. Eksempelvis kunne jeg ikke have bluser på, hvor man kunne se, at jeg havde haft svedeture,” siger Camilla.
”De gjorde mig en bjørnetjeneste”
Camilla er den yngste af en søskendeflok på tre, og derfor blev hun ikke inddraget i de dødsfald, som skete under svære omstændigheder. Familien ønskede nemlig at skåne hende bedst muligt.
”Jeg er ikke i tvivl om, at mine brødre og forældre gjorde det for at passe på mig. Men de gjorde mig en bjørnetjeneste. For de svære ting blev jo ikke glemt af, at der ikke blev snakket om dem. Tværtimod voksede de sig større inde i hovedet,” fortæller Camilla.
Ingen lagde mærke til eller spurgte ind til Camillas angst. Og hun fortalte heller aldrig selv om sin angst til hverken familie, venner eller kæresten:
”Jeg var bange for ikke at blive taget seriøst. Jeg vidste jo godt, at det ville lyde mærkeligt, at jeg var enormt bange for at få hjertestop pga. min angst, når nu jeg var helt sund og rask.”
Et splittet sind
Igennem teenageårene blev Camillas angst værre. Til sidst fyldte angsten så meget i hendes liv, at den overskyggede alt andet. Hun led især under frygten for, at hun eller hendes nære pludselig ville dø.
”Jeg havde mange søvnløse nætter, fordi jeg var bange for, at min kæreste skulle dø. Bare lige pludselig. Angst for, at han ville stoppe med at trække vejret, mens han sov. Jeg var også angst for selv ikke at vågne, hvis jeg faldt i søvn,” husker Camilla.
Ingen kendte til Camillas tanker:
”Jeg er normalt et rimeligt logisk tænkende menneske. Når jeg fik hjertebanken og troede, at nu ville mit hjerte gå i stå, vidste en del af mig jo godt, at det bare var ren indbildning. Så der var en evig kamp oppe i mit hoved mellem den del af min hjerne, som var angst, og den del af min hjerne, som synes, det var noget pjat.”
At styre angsten selv
Til sidst blev det hele for meget for Camilla, der som 22-årig blev sygemeldt med depression. Derefter startede hun på kvindedaghøjskolen i Aalborg, og mødte her en masse ligesindede, der kæmpede med lignende problemer.
”Jeg kan tydeligt huske den første dag, hvor en pige fortalte om sig selv. Der tænkte jeg bare: Hold da op – det er jo mig og mit liv, hun beskriver. Det var virkelig en øjenåbner,” siger Camilla.
Langsomt begyndte hun at få det bedre, og 2 år senere var hun færdiguddannet som sosu-assistent, klar til at leve livet igen.
“Hvis ikke jeg var startet på kvindedagshøjskolen, havde jeg nok stadig siddet derhjemme med angst. Jeg har stadig tankerne. Men i dag er det mig, der styrer dem, og ikke omvendt,” slutter Camilla.
I 2017 handlede 4.617 af samtalerne på BørneTelefonen om at være angst og bange.