Der er intet dårligt nyt i, at antallet af underretninger er steget
Debatindlæg af Rasmus Kjeldahl, Direktør i Børns Vilkår
Drop heksejagten på forældre, skriver Gitte Haslebo i Kroniken 22.5 og henviser til de forældrepar, som har stillet sig frem i avisen og fortalt, hvordan de har oplevet at blive mistænkt for vold mod deres børn på baggrund af underretninger fra skolen. Eksemplerne vidner om, at der sker fejl – alvorlige fejl. Men eksemplerne kan ikke bruges til at konkludere, at systemet ikke virker, og at overgrebspakken derfor bør udskiftes med en anden lovgivning, som blandt andre Gitte Haslebo foreslår.
Vi har tværtimod flere gode indikationer på, at lovgivningen virker, som den skal. At den fungerer som det værn, der skal beskytte børn, der udsættes for alvorlige svigt. Rapporten ’Svigt mod børn i Danmark’, som Børns Vilkår netop har udgivet med TrygFonden, viser, at antallet af anmeldelser om både vold og seksuelle overgreb mod børn er steget markant de senere år. Der er altså flere børn, som har fået hjælp og opmærksomhed omkring alvorlige svigt.
Stigningen i antallet af anmeldelser hænger uden tvivl sammen med, at antallet af underretninger også er steget. Den succes skal vi huske på, selvom der er grund til at føle med familier, der har været udsat for en underretning, der viste sig at være grundløs.
Der har i debatten om underretninger i det hele taget været en tendens til at tale mest om, hvordan det rammer forældrene. Og forstå mig ret – jeg kan levende forestille mig, hvor ubarmhjertigt det må være at føle sig uretfærdigt anklaget på den vigtigste og mest følsomme opgave, man kan få i livet: forælderrollen. Men vi skal huske på, at det her system er lavet for at beskytte og hjælpe børn. Børneperspektivet glemmes let, når vi diskuterer, om det er godt eller skidt, at der bliver lavet mange underretninger.
Vi ved fra vores bisidning og fra BørneTelefonen, at der stadig er børn, som ikke får den hjælp, de har brug for. De henvender sig til os og fortæller, at de bliver slået, udsættes for overgreb i sengen om natten, og at de bliver kaldt skældsord fra morgen til aften.
Når vi på BørneTelefonen får mistanke om omsorgssvigt, spørger vi barnet, om det vil ophæve sin anonymitet, så vi kan lave en underretning og sammen med myndighederne sikre hjælp. BørneTelefonen vil og kan altid lytte til børnene anonymt – det kan lindre og give ro. Men hvis et barn oplever vold og overgreb, er der brug for en indsats fra myndighedernes side. For barnet er underretningen altså en hjælp. En udstrakt hånd. Omsorg.
Vi skal huske på, at det her system er lavet for at beskytte og hjælpe børn
Vi skal gøre meget for at undgå fejl. Men vi er nødt til at acceptere en vis fejlmargin i det her system. Vi skal huske, at en underretning ikke er en anklage, men et udtryk for bekymring. Hvis vi skrider hårdt ind over for fagfolk og borgere, som viser sig at have bekymret sig uden grund, risikerer vi, at også velbegrundede bekymringer ikke fører til underretninger. Vi skal huske på alle de børn, som faktisk er udsatte for omsorgssvigt, og som kun får hjælp, fordi nogen udtrykte bekymring gennem en underretning.
Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedring. Myndighederne kan blive bedre til at håndtere underretningerne, så familier ikke havner i flere måneders uvished. Der er behov for et serviceeftersyn af samarbejdet mellem myndigheder og politi, da dårlig koordination i dag skaber unødig ventetid og øger de psykiske omkostninger for berørte familier. Og vi skal sikre, at både faglighed og ressourcer er tilstrækkelige i kommunernes børne- og familieafdelinger.
Men vi skal ikke ønske et system, hvor borgere og fagfolk opfordres til at lege Sherlock Holmes og selv skal researche på, om en mistanke holder vand. Selvfølgelig skal personer med skærpet underretningspligt – såsom pædagoger og lærere -bruge deres sunde fornuft og faglighed, inden de laver en underretning – det tror vi også, at langt de fleste gør. Lærere, pædagoger og andre relevante fagpersoner skal desuden løbende undervises i, hvad omsorgssvigt er, og hvornår der skal underrettes. Det er dog – og skal fortsat være – kommunens opgave at undersøge, om der er hold i en underretning.
Der er altså intet dårligt nyt i, at antallet af underretninger stiger. Tværtimod – vi får formentlig stadig for få underretninger ind. En ny undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at 30 procent af danskerne stadig ikke kender underretningspligten. Og selv blandt dem, som kender den, vil mange slet ikke underrette på en mistanke om psykisk eller fysisk vold. Det indikerer, at der er flere børn derude, som har brug for hjælp, men ikke får den.
Så lad os flytte fokus og debatten over på det, alt det her rent faktisk handler om. Underretninger i sig selv er ikke problemet – de er tværtimod et udtryk for omsorg og hjælper mange børn. Det er måden, underretninger af og til håndteres på, der er problemet.
Indlægget er bragt som debatindlæg i Politiken d. 28. maj 2020.