Derfor er undskyldningen til Godhavnsdrengene vigtig – også for børn i dag
af Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, Poul Erik Rasmussen, formand for Landsforeningen Godhavnsdrengene og David Adrian Pedersen, formand for De Anbragtes Vilkår
De har altid følt sig forkerte. Og i årtier har de kæmpet for at få en officiel undskyldning for den grove mishandling, de blev udsat for på drengehjemmet Godhavn op gennem 50’erne, 60’erne og 70’erne.
Derfor fik tårerne også frit løb hos Godhavnsdrengene, da Mette Frederiksen i sin tale på Folkemødet sagde, at hun som kommende statsminister vil give dem den undskyldning, de har ventet så længe på.
En undskyldning vil én gang for alle slå fast, at de var uden skyld. Hvilket er helt afgørende – også for anbragte børn i dag. Med en officiel undskyldning følger nemlig anerkendelsen af, at det aldrig er børns skyld, at de bliver anbragt, eller når de udsættes for svigt i forbindelse med anbringelsen. Og at børn skal have en undskyldning, når systemet fejler.
Det er heldigvis ikke sandsynligt, at vi vil se så systematisk mishandling, som den vi så på Godhavn. Barnets Reform og reformen af Socialtilsynet har været med til at øge sandsynligheden for, at myndighederne griber ind, når et barns trivsel og udvikling er truet, og at anbringelsessteder bliver lukket, når de ikke lever op til de krav, vi med rette kan stille til steder, hvor børn vokser op.
Men vi er ikke i mål. Også i dag møder vi mange anbragte børn, som føler sig forkerte og klemte i et system, der ikke lytter til deres behov og ønsker. Hvor voksne ikke har levet op til deres ansvar. Mange af børnene tror, det er deres egen skyld, at de er blevet anbragt – at de har opført sig så dårligt, at deres forældre ikke kan have dem boende længere. Børnene påtager sig et enormt ansvar for deres forældres sorg over anbringelsen og er udfordrede på mange parametre i hverdagen. De føler ikke, de møder forståelse for deres situation fra hverken professionelle eller klassekammerater og bruger mange kræfter på at passe ind.
En 13-årig pige rakte for eksempel ud til Børns Vilkår, fordi hun for sjette gang var stukket af fra den institution, hvor hun var anbragt. Hun følte sig ikke tryg på institutionen, hvor hun ofte blev fysisk fastholdt, og hun følte, der blev truffet beslutninger hen over hovedet på hende. Hun havde ikke tillid til, at kommunen ville hjælpe hende. Kommunen – systemet – som ellers burde være hendes fintmasket sikkerhedsnet.
Generelt ser vi for mange sager, hvor der ikke er et succesfuldt match mellem barnet og det sted, det anbringes. Det skyldes økonomiske prioriteringer i de enkelte kommuner, og at børnene ikke bliver inddraget nok i de beslutninger, der vedrører dem. Vi har brug for en mere individuel tilgang, hvor fagpersoner handler ud fra det enkelte barns situation. En tilgang, der tager udgangspunkt i, at alle børn har lige ret til at vokse op under trygge rammer – og skulle de opleve det modsatte, skal de gribes og hjælpes. De må aldrig stå tilbage med følelsen af, at det er dem, der har gjort noget galt.
Af samme grund er den psykologiske værdi af undskyldningen til Godhavnsdrengene så vigtig. Den vil én gang for alle slå fast, at det aldrig var drengenes skyld, at de blev udsat for så massive svigt. Det ansvar kan kun staten tage på sig. Den påmindelse er vigtig – for systemet og for anbragte børn i dag.