Er Jørn Aarhus kommunes lille dreng?
Af Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår
”En personligt præget omhu og aktiv interesse for løsning af et hverv på bedste måde”. Sådan defineres ordet ”omsorg” i Den store danske ordbog. Det kan man godt betvivle at Aarhus Kommune er bekendt med, når man ser den tredje episode i dokumentaren om Jørn Toft Jensen, som TV2 sendte torsdag.
Her får seeren et ærligt indblik i den situation mange anbragte børn kommer i, når de nærmer sig deres 18 års fødselsdag: De overlades til sig selv. For Jørns vedkommende betyder det et eskalerende hash-misbrug, at skidt og affald får overtaget i hans lejlighed på bostedet og han forgældes langt ud over sin økonomiske formåen, fordi skruppelløse hashhandlere drager nytte af hans manglende evner til at afkode en situation. Jørn bliver truet og får sin hånd klemt i en dør, fordi han ikke kan betale sin hash-gæld. Det skræmmer ham. Han afviser personalet på bostedet, fordi han ikke kender dem. De får ikke lov at komme ind i hans lejlighed. Kun plejeforældrene bliver lukket ind, når de kommer på besøg.
Plejeforældre, pædagoger, psykologer og andre med socialfaglig baggrund har gentagne gange forsøgt at gøre Aarhus kommune opmærksom på, at Jørn har brug for et særligt tilbud, når han bliver myndig. Den dag et anbragt barn fylder 18 år, ophører plejeforældres rolle som primære omsorgspersoner for den unge. Det betyder i praksis, at plejeforældrene ikke længere kan stille krav om, at den unge fx tager nødvendig medicin. Det betyder også, at den unge skal spørges, når kommunen beslutter, om der er behov for såkaldt efterværn – dvs. særlig støtte og hjælp – i overgangen til voksenlivet.
Det er sådan set en fin måde at anerkende udsattes unges lovfæstede ret til medbestemmelse og inddragelse i egen tilværelse. Problemet opstår bare, når de unge slet ikke får noget tilbud. Eller når de som i Jørns tilfælde først får et ordentligt tilbud, når skaden er sket.
Efter at have bisiddet over 2000 børn og unge primært med sager i kommunen er det vores erfaring, at unge, der forlader en anbringelse, står over for større udfordringer end unge i almindelighed. Både når det gælder uddannelse, arbejde, økonomi og boligforhold.
Vi hører gang på gang fra unge, der ikke bliver tilbudt hjælp efter det fyldte 18 år. Eller kun får en begrænset hjælp. I dag er det sådan, at kommunen har vide rammer for at skønne, hvad den unge har brug for. Hvilket reelt er elastik i metermål for kommunerne.
Folketinget har netop besluttet at sætte en ny forsøgsordning i 4-7 kommuner i gang. Den skal afprøve, hvordan det kan sikres, at de unge ikke tabes, blot fordi de bliver myndige. Intentionen er god, men en forsøgsordning forekommer at være utilstrækkelig og svigter de mange som ikke bor i en udvalgt kommune.
Anbragte børn og unge er blandt de mest udsatte borgere i velfærdsstaten Danmark. De er afhængige af de beslutninger sagsbehandlere og andre socialfaglige træffer på deres vegne. Derfor er det så vigtigt, at samfundet som minimum sikrer dem retskrav på den hjælp, de måtte have brug for og selv ønsker.
Det viser Jørns historie med al uønskelig tydelighed.