Samtalen jeg aldrig glemmer

Jakob Ringstrømm Nielsen vil altid huske samtalen med en dreng, der ringede, fordi han og søsteren fik tæsk. Samtalen blev et vendepunkt i drengens tilværelse.

Som frivillig har jeg haft mange hundrede samtaler med børn og unge. Særligt én samtale glemmer jeg aldrig. Den blev begyndelsen på et nyt liv uden vold for en 17-årig dreng og hans søster på 12 år.

Faren slog dem med bælter og med knytnæver, og det var ikke noget nyt. Faren havde slået dem lige så længe, drengen kunne huske. Drengen sagde til mig, at han godt kunne forstå, at faren slog dem, når de havde lavet ballade. Men han syntes, det var uretfærdigt, at faren nu var begyndt at slå dem, selvom de intet havde gjort forkert. Volden var altså taget til. Drengen gav udtryk for, at han ville væk fra faren. Han kunne ikke længere holde ud at blive slået, og han var konstant angst for, hvornår det ville ske igen.

Jeg sagde til ham, at det aldrig kan retfærdiggøres at slå børn, og at det er forbudt. Drengen var meget fortvivlet og følte sig i klemme. Han ville gerne væk hjemmefra, men var bange for, hvad lillesøsteren skulle udsættes for, hvis hun blev alene med den voldelige far. Han turde ikke forlade hende og dermed ‘svigte hende’, som han sagde.

Jeg fortalte drengen, at Børns Vilkårs bisiddere kunne hjælpe både ham og hans søster med at komme væk hjemmefra og i sikkerhed. Det ville dog kræve, at han opgav sin anonymitet, og det gjorde ham utryg. Han var bange for forældrenes reaktion. Jeg fortalte ham, at bisidderen kunne hjælpe dem til at komme i sikkerhed på et sted, hvor der ville være voksne, der ville beskytte og passe på dem. Det kunne også betyde, at deres far kunne få noget hjælp. Sammen fik vi vejet mulighederne op mod konsekvenserne.

I løbet af samtalen ændrede drengen sit syn på sit dilemma. Jeg kunne mærke, at han begyndte at øjne et lys for enden af tunnelen, da han sagde: ”Jeg behøver ikke tænke mere over det. Jeg vil gerne opgive min anonymitet, så min søster og jeg kan få en bisidder”.

Det var en meget rørende samtale, fordi drengen fik et nyt mod og håb. Det er i sådanne tilfælde, at jeg som frivillig rådgiver mærker, hvordan BørneTelefonen gør en forskel for børn. Drengen var både ansvarsfuld over for sin søster og loyal overfor sin familie. Men han havde brug for en voksen, der kunne fortælle ham om hans rettigheder og hjælpe ham, så de kunne kontakte kommunen og komme til at bo et sted, hvor de ikke skulle frygte for, hvornår næste slag falder.