Ville ikke acceptere drengens handikap
Frivillig rådgiver Steffen Thorsen glemmer aldrig samtalen med en ganske ung dreng, der efter en ulykke sad i kørestol. Ulykken og handikappet var blevet tabu i drengens familie, og det ville han ikke acceptere.
“En dreng på 15 år ringede til mig på BørneTelefonen. Han havde været ude for en alvorlig moutainbikeulykke knap to år forinden, og var nu lam fra brystet og ned og sad i kørestol. Men det var ikke derfor, han ringede. Drengens forældre var skilt. Han var i deleordning. Moren boede i Jylland og faren på Sjælland, så han rejste i pendulfart på tværs af landet. Men det var heller ikke det, der var problemet,” fortæller frivillig rådgiver Steffen Thorsen.
Modelfoto. Foto: Jeppe Carlsen.
“Han fortalte, at problemet opstod, hver gang han var hjemme hos moren. Morens nye mand havde nemlig store problemer med hans handikap. Hver gang, de skulle spise sammen, blev drengen møjsommeligt flyttet fra sin kørestol over på en almindelig stol, og kørestolen blev gemt af vejen i et skab. Når de skulle ud sammen blev han dækket til med tæpper. Ulykken og handikappet var blevet et kæmpe tabu i det lille hjem. Og det var dét, der var problemet. Han var ked af det. Men han var også enormt frustreret og vred. Han var meget ked af, at familien ikke var nået frem til den samme accept, som han selv var. Han havde faktisk slet ikke lyst til at besøge sin mor, ” fortæller Steffen.
“Den her dreng var simpelthen så sej, så ressourcestærk. Jeg kan huske drivet i hans stemme. Han havde en helt fantastisk energi og indsigt. Alligevel havde han brug for min hjælp til at løse det her problem,” fortæller Steffen.
Sammen talte de sig frem til, hvad drengen skulle gøre. Han var nødt til at tage snakken, men inden da var det nok bedst, hvis han advarede moren og stedfaren om, at en ubehagelig samtale var på vej. Sammen formulerede Steffen og drengen den helt rigtige sms, som han sendte afsted, mens de to stadig talte sammen.
“For mig er det ofte de samtaler, der handler om vigtige ting i hverdagen, der sætter sig bedst fast i min hukommelse,” forklarer Steffen.
Seniorrådgiver Steffen Thorsen er uddannet børnelæge og har været frivillig rådgiver på BørneTelefonen hos Børns Vilkår siden april 2013.
Af Mette Kjær.