Akutsamtaler på BørneTelefonen
Når natten falder på hos BørneTelefonen, kommer der flere samtaler om selvmordstanker, selvmordsforsøg og selvskadende adfærd. Hvad kan man som rådgiver stille op, når et barn eller ung har akut brug for hjælp?
Når klokken slår 19, møder 25-årige Louise ind på sin aftenvagt på BørneTelefonen. Hun finder en plads ved en computer og logger på. Hun chatter og taler med børn og unge om alt fra mobning og forelskelse til vold. Men som timerne skrider frem, skifter samtaleemnerne karakter. Nu handler de i større grad om selvmordstanker, selvskadende adfærd og selvmordsforsøg.
Hun har været på BørneTelefonen i tre år og har efterhånden prøvet lidt af hvert. Men når et barn eller en ung ringer ind og siger, han vil begå selvmord, holder hun altid vejret.
“Jeg hopper ud foran toget”
Sent en aften ringer en 15-årig dreng. ”Jeg står på perronen på en togstation. Jeg hopper ud foran toget om lidt.”
Han fortæller, at han havde søgt hjælp, men vurderingen var, at han ikke var selvmordstruet. Det kunne han ikke forstå. Louise taler med ham om, at hans opkald til BørneTelefonen er et håb om at få det bedre. At det er enormt stærkt, at han ringer.
Når politiet frem?
Han vil gerne have hjælp. Louise siger, at hun kan få hjælp ud til ham, hvis han fortæller, hvilken station han står på. Han fortæller stationens navn og ankomsttiden for det tog, han vil springe ud foran. Louise kan se på Rejseplanen, at det stemmer. Der er ikke lang tid til. Hun har travlt. Hun lader ham høre, at hendes koordinator ringer til politiet i baggrunden. Hun håber, politiet når frem i tide.
Der er stilhed i røret. ”De er her nu,” siger drengen til sidst og lægger på.
Louise ånder lettet op. Drengen har fået hjælp. Håber hun. Hun ved ikke, hvad der sker, når røret er lagt på. Uvisheden er hård. Men det vænner man sig til, siger hun.
Efter samtalen taler hun med koordinatoren om oplevelsen. I svære samtaler er man som rådgiver aldrig alene.
Man skal have styr på blødningen
Daniel på 26 har været rådgiver på BørneTelefonen siden 2018. Han mærker, at der er kommet flere samtaler om selvmord og selvskadende adfærd på hans vagter de senere år.
”Først skal man have styr på blødningen, hvis unge ringer ind, efter de har skåret i sig selv,” siger Daniel. ”Hvis det er et slemt kødsår, og hvis ikke de selv eller andre omkring dem kan stoppe blødningen, opfordrer vi den unge til at opgive sin anonymitet, så vi kan sende en ambulance.”
Han oplever, at samtaler ofte kan starte med, at de unge har brug for at tale om noget, som de ikke vil fortælle så meget om. Langsomt åbner de op, og samtalen kan virke ”normal”, men pludselig kan de skrive ud af det blå, at de ikke vil leve mere, fortæller Daniel.
“Jeg kan ikke mere”
En nat ringer en pige på 16 år. Daniel besvarer opkaldet og kan høre, hun næsten ikke kan få vejret. Hun græder intenst. Daniel prøver at berolige hende. Hvorfor er hun ked af det? Hun fortæller, hun er løbet hjemmefra efter en konflikt. Klokken er 03:45, og hun er på vej ned til havnen. Hun har i lang tid overvejet at tage sit eget liv. Og nu kan hun ikke mere.
Daniel trækker vejret og spørger ind til hendes liv. ”Er der nogen, du føler dig tryg ved, som du kan tale med?”. ”Nej,” siger hun. De taler længe sammen. Efterhånden bliver hun mere rolig. Han kan høre blæsten i baggrunden. Det er koldt udenfor, siger hun.
Daniel spørger, om han ikke skal få nogen til at hente hende. Men det kræver, at hun opgiver sin anonymitet. Det går hun med til. Daniel får sin koordinator til at ringe til politiet, som herefter kontakter hende.
Hun takker for hjælpen og lægger på.
man skal risikovurdere situationen
Louise genkender samtalerne om selvskade. Det sker ofte, at en ung, som bor på et bosted eller opholdssted, ringer ind og siger: ”Jeg har gjort noget dumt.” Her risikovurderer Louise situationen: Hvor meget bløder det? Kan vi aftale, at du fjerner de redskaber, som du har lavet selvskade med?
Louise siger til pigen, at de skal have stoppet blødningen, før de kan fortsætte samtalen.
”Jeg oplever tit at være med i røret, indtil ambulancen når frem. Og når det er på sms, venter jeg tålmodigt på at få meldingen: Ambulancen er kommet.”
For Daniel og Louise er det en trøst at vide, at børn og unge har det lidt bedre, efter de har talt med rådgivere på BørneTelefonen.
“Jeg står på en bro”
En nat ringer en pige på 15 år. Daniel tager telefonen. ”Jeg står ude på en bro,” siger hun. Daniel kan høre bilerne køre forbi i baggrunden. ”Jeg hopper ud nu! Jeg hopper ud nu!” skriger hun.
Daniel trækker vejret. ”Jeg vil meget gerne hjælpe dig. Men før vi kan snakke, bliver du nødt til at gå ned. Kan du gøre det?” I lang tid hører han kun bilerne i baggrunden. ”Ja,” siger hun. ”Hvor er det sejt, du ringer ind til os,” siger Daniel. De taler sammen i en halv time. Pigen har fået det lidt bedre, da hun lægger på.
”Det er altid et godt tegn, at de ringer ind. Jeg oplever, at piger er bedre til at tage kontakt om selvmord end drenge,” siger Daniel.
Når Daniel og Louise får deres koordinator til at kontakte politi og ambulance for at hjælpe en selvmordstruet ung, der ringer ind, ved de ofte ikke, om det ender godt. Men de håber.
107
gange har en koordinator kontaktet 112, ambulance og den sociale døgnvagt m.fl. for at hjælpe akut
109
gange har en rådgiver hjulpet barnet til selv at kontakte 112, ambulance og den sociale døgnvagt m.fl. for at hjælpe akut.
Hvad kan politiet og BørneTelefonen gøre i akutte situationer?
Politiet taler med barnet og vurderer, hvad der er brug for lige nu og her. For eksempel kan de tage kontakt med en psykiatrisk skadestue, forældre eller Den Sociale Døgnvagt.
Ofte har koordinatoren på BørneTelefonen også fat i Den Sociale Døgnvagt for at underrette om den svære situation, barnet står i. Når koordinatoren på BørneTelefonen kontakter 112 og har kendskab til barnets personoplysninger ved akutte situationer, underretter vi dog altid til Den Sociale Døgnvagt og/eller til barnets kommune.
Den sociale Døgnvagt kan lægge en samlet plan for barnet, hvor politiet eller ambulance kan tilkaldes, når der er akut fare, for eksempel ved selvmordsforsøg. Hvis samtalen er til det, vil barnet også blive oplyst om muligheden for at få en bisidder.
En bisidder er en, der taler barnets sag og er på barnets side i mødet med myndighederne. Alt afhængig af akutheden i samtalen bliver barnet altid oplyst om sine rettigheder og muligheder. Men når det er meget akut, gælder det om at få omgående hjælp og hjælpe barnet til at regulere sine følelser og få ro og ”være med dem”, indtil hjælpen er fremme.
